Lucie Hørlyk

Lucie Hørlyk, 18.2.1870-12.9.1912, forfatter. Født i Brøns, død på Frbg., begravet sst. H. var født ind i et præste- og højskolemiljø; hendes forfatterskab bærer dog præg af oplevelser som hun hentede fjernt fra Danmark. En tidligt udviklet tuberkulose sendte hende på rejser til Korsika og Schweiz. I 1892 blev hun gift med guvernementsfuldmægtig Simon Hørlyck og drog med ham til Dansk Vestindien. Efter hans død rejste hun tilbage til Danmark med sine to sønner. I en årrække delte hun husholdning med søsteren Anna Koch Schiøler og hendes mand musikeren Axel Schiøler, men da hendes indtægter tillod det etablerede hun sig for sig selv.

Allerede som 13-årig havde H. forsøgt sig i dramatiske og lyriske genrer. Som enke genoptog hun sin skribentvirksomhed for at skaffe et levebrød for sig selv og sine sønner. I 1902 havde hun fået novellen Hun var hvid offentliggjort i Tilskueren (senere genoptrykt i samlingen Sommer, 1910). Den giver et øjebliksbillede af racemodsætningerne på St. Croix. Både novellesamlingen Under Tropesol. 1907 og de to romaner Fra Generalguvernørens Dage, 1908 og Den gamle Planlage, 1909 har, som det fremgår af titlerne, Vestindien som skueplads. Fra Generalguvernørens Dage beskriver et slaveoprør og er temmelig tvetydig i sin stillingtagen. Den gamle Plantage er en slægtsroman uden klar komposition. H.s vestindiske forfatterskab bærer i nogen grad præg af at være blevet til under materielt pres; det er undertiden sjusket og skrevet med henblik på afsætning. Det trivielle er også tydeligt i Grevinde Mirandas Oplevelser I-II, 1909, udgivet under pseudonymet Eleonora Casa Bianca. De er henlagt til en sydeuropæisk, farverig sfære hvor lidenskaberne bølger.

Hovedværket i forfatterskabet er Meta Hauch, 1911 og fortsættelsen Meta Linde, født Hauch, 1913 hvoraf H. kun nåede at skrive de første 117 sider inden sin død, mens resten er konstrueret af søsteren på basis af notater. Det er en ung kvindes udviklingsroman. Dobbeltromanen beskriver udmærket en ung, naiv kvindes møde med tilværelsens mange muligheder og modsætninger og med tidens politiske og ideologiske strømninger, og viser at H. havde et betydeligt mere gennemreflekteret forhold til sin samtid end det der fremgår af de vestindiske bøger.