Ludvig Bødtcher, Ludvig Adolph Bødtcher, 22.4.1793-1.10.1874, digter. Født i Kbh. (Nic.), død sst. (Trin.), begravet sst. (Ass.). B. gik i Borgerdydskolen i Kbh. og dimitteredes herfra 1812. Allerede som dreng havde han elsket poesi og musik, især Oehlenschläger og Mozart, og i skoletiden begyndte han selv at skrive digte, bl.a. oversatte han sit Horatspensum på rimede vers. 1813 tog han anden eksamen, men fortsatte ikke med noget embedsstudium, var 1816 lærer ved Borgerdydskolen på Christianshavn og havde en tid en kontorplads i Overformynderiet, men han foretrak med beskedne kår at føre en fri æsteticerende tilværelse. Som ung student var han blevet forelsket i en ung pige, Pauline Paulsen, og var i næsten tre år hemmelig forlovet med hende, indtil hun døde af brystsyge, kun atten år gammel. Sine kærlighedsdigte og brevene til hende brændte han: "det faldt mig intet Øjeblik ind at høste offentlig Roes eller Vinding for disse inderlige Følelser, som var en sød Hemmelighed imellem os Begge". De erotiske digte han lod komme frem (til Lina) er da også ganske traditionelle (Strengen, Oldingens Tilbageblik paa Livet) eller humoristiske (Da jeg var syg). Nogen romantisk erotiker som Staffeldt, Winther og Aarestrup blev B. ikke. I fulde drag nød han sin ungdom: "Hvor gylden var vor Ungdomsscené! De ranke Stammer Sundheds Lykke fik" (Til en gammel Ven). Han skrev digte, sang med sin smukke stemme til guitar, spillede komedie i de dengang florerende dramatiske selskaber. På hans hybel i faderens gård i Laksegade samledes en begejstret kreds af studenter, malere og skuespillere, knyttet sammen ved deres fælles interesser for poesi og teater. Som rus var B. blevet medlem af det litterære studenterselskab "Hebe" (Carl Otto, Thiele, Abrahams m. fl.), og han leverede poetiske bidrag til dets håndskrevne månedshæfter. Fra 1817 begyndte der at fremkomme digte af ham i tidsskrifter og antologier, Nyerups "Hertha" (hvori Den fromme Clara), "Ny Morgenpost" m. fl. I Liunges Literatur-, Kunst- og Theaterblad skrev han 1823-24 de ugentlige teateroversigter. Det er kun i et par af de sidste ungdomsdigte at B. hæver sig over dét traditionelle og påvirkningen fra Oehlenschläger. Dag og Nat (i Harpen for 1821) har en egen sølvren tone og et genremæssigt blik for detaljen der peger hen på den senere B., og i Fredensborg (i Harpen for 1823) har han for første gang udtrykt sin "livsfilosofi" der skyr de store følelser ("Omtaager Sandserne Forstanden, vil Bægret skumme over Randen -") for af livet at suge den rene drue. - Ved faderens død tilfaldt der B. en lille arv, tilstrækkelig til at gøre ham økonomisk uafhængig, og han bestemte sig til at foretage en større udenlandsrejse. 1824 rejste han over Tyskland til Rom. To år havde han tænkt sig at være ude, men han blev i Rom i elleve år, hans lykkeligste tid. Nogle dagbogsoptegnelser fra 1825 og 1826 (trykt i Nær og Fjern) viser, hvorledes Italiens natur og folkeliv har gjort ham til virkelighedsiagttager og skærpet hans blik for den karakteristiske detalje. Han kom i nært venskabsforhold til Thorvaldsen og indlemmedes i den kreds af kunstnere og danske romafarere der samledes om ham. For B.s poesi har dette kunstnermiljø været afgørende: "Her under Italiens Himmel blev meget, som forhen havde været mig dunkelt, klart, og navnlig lærte jeg her Plastiken at kjende, især i Vaticanet og af Thorvaldsen". De franske malere og Eckersberg udviklede hans øje for farverne og for sober penselføring. Under den muntre livsnydelse blev som altid, hans digtning kun til dråbevis, men efter hans egen opgivelse nedskrev- han dog i Rom foruden en rejseskildring Terracina (trykt i Ny Portefeuille for 1844) "adskillige Digte", hvortil vi må henregne digte som Opmuntring, Nemi. Morgen i Nemi, Gjenkomst til Nemi, Aften ved Arkcia og Piazza Barberina der alle dokumenterer at Rom for B. betød et digterisk gennembrud. 1835 vendte B. tilbage til Danmark om bord på fregatten Bellona der hjembragte en del af Thorvaldsens arbejder. Det skyldes for en væsentlig del B.s omtanke og overtalelse at Thorvaldsen 1833 havde oprettet et lovformeligt testamente, hvorved hans arbejder og kunstsamlinger sikredes for Danmark. I Kbh. fortsatte B. sin uafhængige tilværelse; ikke engang Thorvaldsens anmodning til ham om at overtage posten som inspektør ved museet kunne lokke ham. Som digter lod han kun høre fra sig med spredte digte, bl. a. i Portefeuillen, Figaro, P. L. Møllers "Gæa" hvori Fuglen. 1845 og Mødet med Bacchus. 1846). Det var først 1856 at han udsendte et bind Digte, ældre og nyere. Det er den lille håndfuld digte heri fra Romtiden og årene efter hjemkomsten der har givet B. hans plads i dansk poesi. Italienske og danske billeder skifter i hans digtning som i hans liv. B. er som Winther og Aarestrup idylliker, men i stedet for disses understrøm af romantisk "Zerissenheit" har B. et stænk af 1700-tallets borgerlige anakreontik der nu kun føles som en ynde mere. Det spil mellem sanserne og forstanden som allerede Fredensborgdigtet anslår, har givet motivet til hans kraftigste poesi, de fortællende digte Mundus og Paulina, Athenodorus og Fiskeren i Nemi og det store digt Mødet med Bacchus hvor en tilfældig rejseoplevelse har fået dionysisk sving, samtidig med at humoren underfundigt spiller igennem. I poetiske skjuledigte som Philosophen og Farvel til Marthes Kilde (en kilde ved broderens gård, Nebbegård ved Rands fjord) har B. fundet udtryk for sin personlighed og sin poesi.

De nye udgaver af hans Digte, 1867 og 1870, hver med en lille ny ring af digte og et bind Sidste Digte, 1875 (besørget af en slægtning Thorvald Smit) viser hvorledes hans poesi indtil det sidste var "uden Rynke". Han kan stadig bevæges af tingene omkring ham, men de fleste digte er digtet på minder, bl.a. kommer nu hans ungdomskærlighed forklaret til ham (Natten, Høstminde, Et Varsel). En religiøs tone, en lydig resignation over for døden og en fortrøstning ved at tilhøre det store hele præger hans gammelmandsdigte. B. beboede en lille lejlighed i Sværtegade, og her gled dagene efterhånden hen i afmålt ensformighed. Eftermiddagen var forbeholdt en lille udsøgt kreds af originaler - hans "Menageri" - som det morede ham at omgive sig med. Hans stuer med "det kostbare Tapet" af mange års cigarrøg, med guitaren på væggen, med palmen - "mit grønne Springvand" - og med rosentræerne i vindueskarmen var som en fredlyst plet hvor tiden ingen magt havde og kun den evige poesi levede.

Familie

Forældre: forvalter ved det Eaurvigske jernmagasin Søren B. (1746-1824) og Christiane Conradine Qvist (ca. 1760-1819), en plejedatter af grev Christian Conrad Danneskiold-Laurvig(en) (1723-83). Ugift.

Udnævnelser

R. 1873.

Ikonografi

D Afbildet på gruppetegn. af E. Meyer, 1824, raderet af B. selv 1825. Afbildet på gruppetegn. af Lindau, 1825 (Fr.borg). Buste af H. V. Bissen, 1826 (Thorvaldsens mus.), tegn. af samme 1829. Mal. af A. Kuchler (Fr.borg). Mal. af C. A. Jensen, 1836, gengivet i træsnit af J. F. Rosénstand, 1871. Træsnit 1866 efter tegn. af H. Olrik. Stik af Magnus Petersen, 1868, på gruppebill., gengivet i flere træsnit og et litografi. Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Aage Jørgensen: L. B. En bibliografi, 1971. Udg. B.-manuskripter, udg. Johs. Brondum-Nielsen, 1939. Saml. digte, 1940.

Kilder. Dagbogsoptegn. i Nær og fjern 1877-78 nr. 305-06. Breve fra L. B. til fru Frederikke Leth i Pers. hist. t., 12. r. I, 1946 89-92.

Lit. A. Schumacher: L. B., 1875. G. Brandes: Danske digtere, 1877 104-40 (optr. i Saml. skr. I, 1919 479-96). Kr. Arentzen i L. B.: Digte, 4. udg. 1878. Vilh. Andersen: Litteraturbilleder I, 1903 141-58. S. Hallar i Danske studier, 1944 129-36. Fr. Tobiesen i Pers. hist. t. 11. r. VI, 1945 165-66 og 12 r. I, 1946 90-92 98. Chr. Elling: Italienske scener, 1959 85-100. Johs. Brondum-Nielsen: Litterærhist. epistler, 1960 7-45.

Arkiv Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig