Ludvig Holstein, Ludvig Detlef Holstein, 3.12.1864-1.7.1943, greve, forfatter. Ludvig Holstein blev student fra Hauchs skole 1883, cand.phil. 1884, men fortsatte ikke sine studier. Derimod udøvede han en betydningsfuld virksomhed som konsulent ved Gyldendals forlag fra 1918 til sin død. Han oversatte desuden en række bøger fra tysk, engelsk og fransk. Modtog 1900 det Ancherske legat, 1920 Drachmann legatet og 1926 Otto Benzons legat. Kom fra 1918 fast på finansloven.

Skønt Ludvig Holstein overvejende levede i København er hans digtning knyttet til oplevelsen af Sjællands natur året rundt og følger hermed en kunstnerisk tradition fra Christian Winther. Med sin sene debut, Digte, 1895, bygget over forårets, ungdommens og den første forelskelses stemninger, placerede Ludvig Holstein sig umiddelbart som én af sin generations betydeligste lyrikere, men var dog langt mere udadvendt og harmonisk end sine samtidige. Samlingen udtrykker en spontan naturglæde, en erkendelse af at naturens stemninger også er digterens, men fælles med 1890'ernes litteratur er en undertone af vemodig længsel der skyldes opfattelsen af lykken og skønheden som en uopnåelig drøm (Æbleblomst).I Ludvig Holsteins kærlighedspoesi, snarere præget af nænsom ømhed end lidenskab, møder man en lignende forestilling: den elskede som en forårsagtig skønhedsdrøm (Aa, se dog, min Veninde).

Grundlaget for Ludvig Holsteins stil er talesproget, rytmen er fri og bølgende og kun sjældent griber han til mere komplicerede billeder og lignelser. Tove, 1898 (opført 1908 på Dagmarteatret), et kærlighedsdrama henlagt til en tid, "som ikke hører Historien men Digtningen til", rummer ikke nye karakteristika. Det bygger på digterens barndomsminder fra skovene omkring Vordingborg samt på folkeviserne om Kong Valdemar og Tove og er tydeligt påvirket af Holger Drachmann, Shakespeare og Maeterlincks symbolistiske eventyrspil. Det dramatiske element er svagt, og det værdifulde i skuespillet ligger udelukkende i den lyriske stemning der ombølger handlingen.

Herefter udsendte Ludvig Holstein, fraset en ændret udgave af Digte i 1903, intet værk indtil Løv, 1915, for størstedelen digte der allerede havde været trykt i blade og tidsskrifter. Debutsamlingens elegisk-harmoniske tone er nu afløst af uro og splittelse, voldsommere farver og nye klange, tydeligt påvirket af Sophus Claussen. Det umiddelbare er fortrængt af refleksion, og Ludvig Holstein forsøger at skabe patetisk tankelyrik baseret på en resigneret erkendelse af drømmens afmagt i en moderne civilisation. Først i Mos og Muld, 1917, er Ludvig Holsteins talent helt frigjort i samlingens sammensmeltning af det jordnære og sjælfulde. Værket er gennemkomponeret. Det indledes med digtet November og slutter ved høsttiden, skildret i den korte cyklus Gravenstener, det bedste vidnesbyrd om Ludvig Holsteins suveræne naturlighed i udtrykket. Nogle af digtene er håndgribeligt beskrivende, mindre stemningsfyldte end tidligere, andre derimod ekstatiske udbrud der forvandler de rene sansninger til hymner – fyldt med velklang og farver – i hvilke selve naturen personificeres. Det er især tilblivelsens mysterium digteren kredser om, således i det kendte digt Den hvide Hyacinth, måske Ludvig Holsteins mest afklarede og helstøbte kunstværk om skabelsesunderet der bekræfter livets evighed.

Æbletid, 1920, slutter sig nær til Mos og Muld – de to samlinger blev 1922 slået sammen i Hymner og Viser. Her er tanken om naturens ustandselige vilje til liv næsten udelukkende iklædt kristne symboler. Der hersker overblik og eftertanke i bogen. Ludvig Holstein dvæler gerne ved barndomsminderne, ved menneskene som omgav ham, og landskabet som han voksede op i. Denne stemning forstærker hans ømhed for tingene og er helt i overensstemmelse med det udtalt religiøse syn på naturen. Alt levende er blot et led i en uendelig kæde, en "Enhed fra Evighed til Evighed. Det er Livets Religion." Med disse ord fra den religionsfilosofiske prosabog Den grønne Mark, 1925 (2. udg. 1940 med et kongenialt forord af Paul la Cour), et indlæg i 1920'ernes livsanskuelsesdebat, sammenfatter Ludvig Holstein sin panteisme. Denne er udkrystalliseret i de to indføjede, storslåede hymner Sanglærken og Jehi, sammen med et tredje digt udgivet særskilt 1929 under titlen Jehi. Herefter fulgte den meget ujævne og ubetydelige samling Spredte Blade, 1942 med flere minde- og hyldestdigte der tidligere havde været offentliggjort andetsteds.

Efter Ludvig Holsteins død udsendtes Ludvig Holstein. Et minde, 1943, der indeholder hans sidste digte samt en række prosaartikler. Ludvig Holstein er en formens mester; hans diktion er på én gang udsøgt og jævn, fyldt med inderlighed og sødme. Nok er han i sin harmoniske filosofi en idylliker – men hans idyl ejer friskhed, mangfoldighed og dybde. Han er i pagt med naturens rytme ligesom Johannes V. Jensen hvis livssyn utvivlsomt har påvirket ham. Om Helge Rode, mod hvis dualistiske verdensopfattelse Ludvig Holstein protesterede i sit teoretiske bekendelsesskrift fra 1925, minder især ungdomsdigtenes anelsesfulde tone, men i sin intime samfølelse med naturen er Ludvig Holstein dog helt original og overgås næppe af nogen anden dansk digter.

Familie

Ludvig Holstein blev født på Langebæksgård, Kallehave sogn, Præstø amt, død i København, urne på Ramløse kirkegård. Forældre: proprietær, greve Christian Johannes Ernst Holstein (1826–91) og Sophie Augusta Kramer (1833–92). Gift 1. gang 4.6.1892 på Frederiksberg med Rigne Juliane Vilhelmine Warhuus, født 23.7.1866 i Valby (Frederiksberg), død 15.4.1949 i Århus (gift 2. gang 1904 i USA med missionær Hans Larsen, død ca. 1907 i USA), datter af fabrikejer Christian Andreas Warhuus (1826–92) og Christiane Olsen (1838–1901). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 29.6.1901 i København (borgerligt viet) med Petrine Margrethe Kofoed, født 17.10.1863 på Frederiksberg, død 3.11.1943 i Holte, datter af justitsråd, kontorchef under revisionsdepartementet Hans Peter Kofoed (1802–74) og Elise Susanne Marie Westermann (1830–1900). Ægteskabet opløst 1911. Gift 3. gang 14.1.1915 i København (borgerligt viet) med Thyra Ulrik, født 10.11.1885 på Rosendal, Fakse sogn, Præstø amt, død 26.4.1944 i København, datter af forpagter Thorvald Hakon Ulrik (1844–1908) og Marie Margrethe Hillerup (1848–1919).

Ikonografi

Tegning af bl.a. Kristian Kongstad. Silhouet af Kirsten Wivel (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Ludvig Holstein: Udvalgte digte, ved Carl Bergstrøm-Nielsen, 1953. – C.E. Jensen: Vore dages digtere, 1898 203–08. Hans Werner: Ludvig Holstein, 1920. Chr. Rimestad i Gads da. mag. XV, 1921 565–81 (optr. i forf.s Fra Stuckenberg til Seedorf I, 1922 96–110). Ernst Frandsen: Ludvig Holstein, 1931 = Acta jutlandica III, 3. Kj. Elfelt i Den nye lit. VII, 1929 17–22 (optr. i forf.s Klovn og menneske, 1932 36–44). Kj. Balslev: Ludvig Holstein og hans lyrik, 1941. Henning Kehler i Berlingske tidende 13.7.1943. Paul la Cour i Politiken 26.7.1943. Tom Kristensen: Mellem krigene, 1946 81–91. Samme: Fra Holger Drachmann til Benny Andersen, 1967 37–46. Harry Andersen: Ludvig Holsteins kunst = Festskrift udgivet af Københavns universitet til årsfesten 1956 (m. bibliografi). Samme: Ludvig Holstein i den litterære tradition = Festskrift udgivet af Københavns universitet marts 1963. Emil Frederiksen i Berlingske tidende 3.12.1964.

Papier i Det Kongelige Bibliotek.

Kommentarer (1)

skrev Hans Bendix Pedersen

En lille fejlskrivning under familie:
>på Frederiksberg med Rigne Juliane Vilhelmine Warhuus<
Hun hedder Regine Juliane Vilhelmine.
Mvh
Hbendixp

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig