M.E. Kirketerp, Morten Emil Kirketerp, 26.9.1848-25.9.1908, landmand. Født på Høgholm, Djursland, død i Kbh., begravet i Østerlarsker. K. blev student 1868 fra Århus, cand. phil. 1869 og begyndte at studere medicin, men forlod studiet og kom ud at lære landvæsen. 1873 købte han Lensgård ved Gudhjem. Han var en virksom forkæmper for forbedring af landbruget på øen, gjorde et dygtigt arbejde for indførelse af rodfrugtdyrkning og forbedring af husdyravlen og viste resultaterne i sin egen bedrift der i løbet af en årrække gik betydeligt frem. 1874 kom han i bestyrelsen for Bornholms landøkonomiske forening, blev næstformand 1875 og var fra 1883 til sin død med en kort afbrydelse formand for foreningen som han samtidig repræsenterede i De samvirkende danske landboforeningers forretningsudvalg. 1882–1900 var han medlem af landhusholdningsselskabets bestyrelsesråd og tog i det hele livlig del i offentlig Virksomhed, ofte som forkæmper for de særlige agrar-interesser. Han var således medstifter af agrarforeningen og blev dens præsident 1906, da den imidlertid havde tabt direkte politisk betydning. På Bornholm fik han indført fedeskuer, støttede arbejdet for husmandsrejser og præmiering af husmandslodder og virkede for oprettelsen af andelsmejerier. Landboforeningens arbejde har han skildret i Bornholms landøkonomiske Forenings Historie 1852–1902, 1902. Han nød stor agtelse for sine personlige egenskaber, sin praktiske dygtighed, og han var sammen med M. P. Blem foregangsmand i bornholmsk landbrug i omlægningsperioden i sidste århundrede. – Jægermester 1902.

Familie

Forældre: godsejer Morten K. (1794–1864) og Ida Elisabeth Kirketerp (1802–86). Gift 19.9.1873 i Knudsker med Sophie Margrethe Jespersen, født 13.1.1851 på Vestergård, Vester Marie sg., død 20.2.1940 i Gudhjem, d. af senere ejer af Store Almegård i Knudsker sg. Jesper Nicolai J. (1815–88) og Hansine Petrea Colberg (1823–1904).

Udnævnelser

R. 1892.

Ikonografi

Træsnit 1905. Foto.

Bibliografi

C. Jespersen: Stamtvl. over den bornholmske familie Jespersen, 1909 (4. udg. 1941). S. Elvius: En slesv. slægt, 1911 26f. M. Galschiøt: Landbrug og landmænd i Danm., 1888 199f. Agrarbl. 25.9.1908. Bornholms avis s.d. Ugeskr. for landmænd LIII, s.å. 598. Tidsskr. for landøkonomi, 1909 40. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig