Mads Johansen, 15.1.1833-20.4.1926, landmand, eksportør af grønsager. Født i Sødinge, Ringe sg, død sst., begravet i Ringe. J. voksede op i et fattigt hjem og måtte tidligt ud at tjene. Han kom i snedkerlære, oprettede et lille værksted i hjemmet, men måtte opgive det på grund af brystsygdom. Han begyndte da en rationel opdyrkning af faderens huslod, avlede roer, køkkenurter og frø, hvilke produkter han afsatte dels på egnen, dels på torvet i Odense. Det stod ham dog klart at markedet for havebrugsartikler var for ringe herhjemme, og dette førte ham ind på den tanke at man måtte kunne udføre produkterne til England. 1884 agiterede han herfor hos husmændene på Fyn og gennem artikler om emnet. Dette førte s.å. til dannelsen af Foreningen til Udførsel af Havesager, for hvilken han blev formand, og i maj 1885 kunne det første nummer af medlemsbladet udkomme. Foruden bærfrugt blev det navnlig tomater, en dengang næsten ukendt frugt, der eksporteredes, og foreningen, hvis medlemstal i nov. 1885 var 338, nåede 1889, da tilslutningen var størst over 2900 medlemmer, mens der udførtes for henimod 100 000 kr. havesager. – J. der kun havde nydt almindelig landsbyskoleundervisning kastede sig med energi over studiet af botanik, kemi, fysik og af sprog, hvori han opnåede så stor færdighed at han kunne korrespondere med de engelske aftagere og 1889 med statsunderstøttelse på sine rejser til Holland, Belgien og Tyskland føre forhandlinger og træffe aftaler med sine forbindelser i disse lande. På en af sine rejser (1886) så han i Edinburgh frugtvin og konserves udstillet under større forhold og fik den idé at man også i Danmark kunne starte en sådan produktion. Han holdt mange møder om konservessagen og fik forbindelse med interesserede, bl.a. med Mads Rasmussen, med et sådant held at man 1889 kunne starte en fabrik i Fåborg. Selv om denne 1892 måtte likvidere fordi dens startkapital havde været for lille, må J.s indsats siges at være spiren til vin- og konservesfremstillingen her i landet; den likviderede fabrik overtoges af Mads Rasmussen, hvem det lykkedes at opbygge en storstilet produktion. J. har skrevet talrige afhandlinger og småartikler i foreningens blade, Husmandsvennen, Nationaltidendes Havetidende og Fyns Tidende.

Familie

Forældre: fæstehusmand Johan Nielsen (1800–94) og Mette Madsdatter (1795–1886). Ugift.

Udnævnelser

DM. 1902.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Landbrug og landmænd i Danm., udg. M. Galschiøt, 1888 247f. Fr. Skrubbeltrang: Den danske husmand I, 1952.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig