Margrethe Petersen, Anna Margrethe Petersen, 20.8.1878-9.1.1945, skoleinspektør. Født i Ballerup, død i Kbh. (Advents), urne på Bispebjerg kgd. P. udgik fra N. Zahles seminarium 1899, var først ansat ved Plenges realskole i Viborg, blev 1902 ansat ved Kbh.s skolevæsen og blev 1919 skoleinspektør ved Ny Carlsbergvej skole og 1934 ved Katrinedalsskolen. Hun supplerede sin uddannelse med faglærereksamen i naturhistorie og kemi, årskurser og studierejser til udenlandske reformskoler. Fra 1925 var hun borgerrepræsentant for det radikale venstre, i en årrække medlem af Det pædagogiske selskabs repræsentantskab og i en periode dets formand. – P. havde med udgangspunkt i hvad hun havde set ved tyske arbejdsskoler og ved besøg hos Jan Lighardt i Holland erhvervet sig et afklaret og velformuleret reformpædagogisk syn. Hun gjorde sig til talsmand for en aktivitetspædagogik, i samtiden omtalt som indførelse af selvvirksomhed. P. mente hermed at eleverne selv skulle søge kundskaberne. Dette pædagogiske syn blev styrende for hendes pædagogiske praksis og for hendes aktive indsats i skoleverdenen. Hun var en varm fortaler for indførelse af skolebiblioteker, lejrskoler og udbygget forældresamarbejde, hun var medstifter af foreningen Dansk naturdansk skole og Skolebiblioteksforeningen, den første læsestue i Kbh. blev indført ved hendes skole og de første lejrskoler udgik derfra. – P. var en uforfærdet fortaler for sit pædagogiske syn, også når det traditionelle og af en konservativ borgmester ledede kbh.ske skolevæsen blev diskuteret i borgerrepræsentationen. Hun var aktiv inden for kvindesagen og forkæmper for ligeløn blandt Kbh.s lærere. P. udgav litterære pjecer til skolebrug, Kongedatteren Leonora Christina Ulfeldt og hendes Husbond, 1928, og hun var medudgiver af den meget benyttede Svanebogen. – Hun var desuden medlem af mange bestyrelser og udvalg, og en aktiv deltager i pædagogiske foreninger og ved skolemøder i ind- og udland. Hun var et varmt og rigt udstyret menneske der var afholdt af kolleger og venner.

Familie

Forældre: sadelmager Lars P. (1848-86) og Ellen Kirstine Nielsen (1851-1924). Ugift.

Ikonografi

Buste af H. Isenstein, 1938. Tegn. af Anton Hansen, s.å. Foto.

Bibliografi

Interviews i Politiken 14.8.1938 og 29.10.1944 samt Socialdemokraten 31.10.s.å. – Kbh.s kommuneskole 21.10.1919 og 19.8.1938. Folkeskolen LV, 1938 649. H. Bahne Jensen sst. LXII, 1945 25f. Sophus Franck i Politiken 20.8.1938. W[alter] S[chwartz] sst. 10.1.1945. Ellen Nørgaard: Lille barn, hvis er du?, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig