Marie Nielsen, Marie Sofie Nielsen, 23.12.1875-4.4.1951, politiker, lærer. Født i Nørre Herlev, død i Lundehus sg., Kbh., begravet Nørre Herlev kgd. N. voksede op i et husmandshjem i Nordsjælland. Som 14-årig kom hun ud at tjene, fra sit 25. til sit 28. år levede hun af vask og rengøring for andre. 1904 kom hun på Femmers kvindeseminarium hvor hun for sine opsparede midler gennemførte lærerstudiet. 1908 tog hun lærereksamen og blev ansat ved Frederiksberg skolevæsen. 1912 supplerede hun sin uddannelse med en faglærereksamen i historie med speciale i det tyske socialdemokratis historie. Under sin lærergerning var hun medlem af Frederiksberg værgeråd og tilsynsværge for forsømte børn. N. indmeldte sig 1908 i Socialdemokratisk ungdoms forbund (SUF) og vistnok næsten samtidig i socialdemokratiet. Hun placerede sig fra begyndelsen på partiets venstrefløj og var i de første år især aktiv i ungdomsbevægelsen hvor hun en overgang var redaktør af SUFs blad Fremad.

I diskussionsklubben Karl Marx skoledes hun i marxismen i den udformning som herhjemme repræsenteredes af Gustav Bang. Ved hovedbestyrelses valget på partikongressen 1915 valgtes N. som suppleant for Gerson Trier. Da denne 1916 i protest mod "Natkongressens" beslutning om at lade Th. Stauning indtræde som kontrolminister i den radikale regering udmeldte sig af partiet, indtog N. hans plads på trods af, at hun delte Triers skepsis over for partiledelsens politik. I de følgende år radikaliseredes N.s kritik af socialdemokratiets borgfredspolitik, bl.a. under indtryk af den forstærkede venstreopposition herhjemme, af kontakter med internationale, særlig svenske, revolutionære kredse i Zimmerwaldbevægelsen og særlig af den russiske revolution 1917. I erkendelse af at venstrefløjen ikke kunne vinde indflydelse på socialdemokratiets politik, brød N. i marts 1918 med partiet og SUF og stiftede kort efter sammen med en lille gruppe revolutionære arbejdere socialistisk arbejderparti (SAP). I oktober fik hun orlov fra skolevæsenet for at blive redaktør af partiets blad Klassekampen hvor hun blev den flittigste og skarpeste pennefører for en revolutionær, rådssocialistisk politik. Men allerede i november blev hun som en udløber af periodens mange strejker og militante demonstrationer arresteret for nogle artikler i bladet. Efter et halvt års varetægtsfængsel idømtes hun sammen med en række af de øvrige revolutionære ledere 18 måneders forbedringshus, en dom der i december 1919 af højesteret ændredes til seks måneders fængsel. Som følge af dommen blev N. 1920 afskediget fra skolevæsenet uden pension. Hun ernærede sig størstedelen af livet derefter som kontorist i sygekassen Fremad. 1924 gengav Nina Bang hende ret til at søge stilling i skolevæsenet, hvilket N. afviste. Derimod tog hun 1929 imod F. J. Borgbjergs initiativ til at skaffe en pension direkte over finansloven. N. blev 1920 løsladt i forbindelse med den generelle amnesti for politiske fanger ved afviklingen af påskekrisen. Kort efter udgav hun pjecen Er Danmark modent for Socialisering?der indeholdt en strategi for socialisme i Danmark baseret på rådsstyre. Efter SAPs opløsning 1919 indmeldte N. sig i Fagoppositionens sammenslutning. I august 1920 deltog hun i Kominterns 2. kongres som repræsentant for Kommunistisk lærerklub. Hun arbejdede bl.a. sammen med Martin Andersen Nexø ihærdigt for en sammenslutning af de revolutionære grupper og partier i et kommunistisk parti. Det virkeliggjordes med dannelsen af Danmarks kommunistiske føderation 1921. Under de følgende års brogede og splittede partiforhold blev N. først ekskluderet, siden 1923 genoptaget i det nu samlede DKP. I 1920'erne deltog N. i fagligt organiseringsarbejde, dels i partiregi, dels i samarbejde med den partiet nærtstående organisation, Fagklubbernes samvirke. N.s vigtigste indsats var dog på det kvindepolitiske område. I begyndelsen af 1920erne havde hun deltaget i internationalt socialistisk kvinde-arbejde. 1925 dannede hun sammen med en oppositionsgruppe i Kvindeligt arbejderforbund Arbejderkvindernes oplysningsforbund der udgav Kvindernes Oplysningsblad (1925-34) med N. som redaktør. Her behandledes faglige, kvindepolitiske og seksualpolitiske spørgsmål med krav om fri abort og sekusaloplysning i skolerne. Hun forblev en drivende kraft i AO, skønt hun 1929 blev ekskluderet af DKP for at have forsvaret Lev Trótskij. 1932 blev hun genoptaget i partiet, og kvindepolitikken blev underlagt dettes politiske hovedlinje. 1936 ekskluderedes N. for tredje gang af DKP, officielt igen for trotskisme, men reelt på grund af sin kritik af et forslag til ny seksuallov i Sovjetunionen og af de just indledte Moskvaprocesser. Kort efter udgav hun pjecen Kampen om Trotzki, 1937. Resten af sit liv havde N. i den udstrækning sygdom tillod det kontakt og samarbejde med mindre socialistiske grupper, hvoraf nogle af trotskistisk observans. – N.s liv blev bestemt af hendes ubestikkelige socialistiske engagement der ofte vanskeliggjorde hendes forhold til (parti)organisering og medførte store personlige omkostninger. Både gennem sin revolutionære holdning og sit kvindepolitiske pionerarbejde har hun spillet en betydelig rolle som historisk forbillede for de seneste årtiers venstrefløjsbevægelser.

Familie

Forældre: husmand Peder N. (1836-1910) og Ane Marie Tygesen (1839-1921). Ugift.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Socialdemokraten 17.12.1950. – Morten Thing i M. N.: Revolution, 1975 7-19. Samme i Årbog for arbejderbevægelsens hist. V, 1975 5-57. – Papirer i Arbejderbevægelsens bibl. og ark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig