Martin Joensen, Esbern Martin Sofus Joensen, 19.4.1902-25.12.1966, forfatter. Født i Sandvik, død i Tvøroyri, begravet sst. J. deltog i sin tidlige ungdom i vanligt bondearbejde i sin hjembygd og sejlede med færøske fiskeskibe under Island. Vinteren 1922–23 tilbragte han på Færøernes folkehøjskole i Torshavn, kom herefter på seminariet sst. hvorfra han tog lærereksamen 1926. Han virkede derefter som lærer i de to småbygder Akrar og Vikarbyrgi, siden i Sandvik 1928–44 og ved realskolen i købstaden Tvøroyri 1944–64, indtil helbredssvigt nødte ham til at opgive lærergerningen. Han besøgte Danmarks lærerhøjskole 1938–39 og 1960–61 og var i 14 år kordegn ved kirken i sin fødebygd Sandvik. – Trods skrøbeligt helbred udfoldede J. en flittig skribentvirksomhed alt mens han støt røgtede sit skolearbejde og tillige i nogle år redigerede det færøske socialdemokratiske partis avis Føroya Sosialdemokratur. J.s skønlitterære arbejder er romanerne Fiskimenn, 1946 og Tað lýsir á landi, 1952 samt novellesamlingerne Útrák, 1949, Klokkan ringir, 1962, Heimadoktarin: Søgur 1934–44 og Gamli madurin og varðin: Søgur 1945–64. Bøgerne er udkommet i to-tre oplag. J. råder over en levende fremstillingsevne. Hans skildringer fra de færøske islandsfiskeres strabadsfyldte og udsatte tilværelse i sejlskibenes tid former sig for en del som realistiske reportager; men hans sikre sprogfølelse, sobre fortællestil og varme sympati for og solidaritet med de mennesker, han skildrer, hæver hans socialrealistiske skildringer op i digtningens plan og skaffer hans bøger mange læsere.

Familie

Forældre: Louise Cathrine Sophie Joensen (1872–1959). Gift 30.12.1931 i Torshavn med Poulina Cornelia Bjørgheim, født 18.2.1908 i Torshavn, d. af fiskeskipper Johannes Christian Dam, (1879–1920) og Cathrine Frederikke Bjørgheim (1879–1969).

Bibliografi

Lærarafolk i Føroyum 1870–1976, 1976. M. J.: Saml. værker I-VI, Torshavn 1977. – Olavur Michelsen i Varðin XLIV, Torshavn 1977 hft. 3–4 123–31.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig