Mogens Boisen, Mogens Peter Mynster Boisen, 15.2.1910-22.6.1987, oberstløjtnant, oversætter. Efter studentereksamen fra Sorø akademi 1927 besluttede Mogens Boisen sig for militærvejen og avancerede til oberstløjtnant 1951. Fra 1952 stod han til rådighed for hærstaben og udnævntes samtidig til chef for Hærens brevskole, en post han bestred indtil han 1968 fik afsked fra linien. Selv om Mogens Boisen i sin egenskab af officer er forfatter til en række militærvidenskabelige arbejder og en afhandling om luftstrategi, for hvilken han 1939 modtog Det krigsvidenskabelige selskabs pris-medalje er det dog som oversætter han har gjort sig bemærket. Han fattede tidligt interesse for litteratur og begyndte allerede i 1940erne at oversætte. Uhyre opsigt vakte hans fordanskning af James Joyces Ulysses, 1949, en uhørt krævende opgave der affødte beundring i litterære kredse hvor en officer som oversætter uvilkårligt måtte virke som en fremmed fugl. Senere stod Mogens Boisen som oversætter af så vanskelige værker som Thomas Manns Lotte i Weimar, 1956 og Doktor Faustus, 1957. Men også bøger af Herbert Melville Moby Dick, 1955, Robert Musil Manden uden egenskaber 1968–71, Günter Grass Bliktrommen, 1959 Hermann Hesse Glasperlespillet, 1973 for blot at nævne enkelte af de krævende forfattere der er oversat af Mogens Boisen.
1976 påbegyndte han en nyoversættelse af samtlige fortællinger til 1001 nat, ialt 16 bind. Hans arbejdstempo er legendarisk og hele hans livsrytme kan nærme sig det maniske. På mere end 600 bøger står Mogens Boisens navn som oversætter, og det siger sig selv at kvaliteten kan være svingende fordi forlagene i ham fandt en hurtig og præcis leverandør. Men i mange oversættelser har Mogens Boisen præsteret det uovertrufne, og det var naturligt at han 1967 modtog Hegel-prisen som belønning for sin fordanskning af tyske nyklassikere og 1972 Oversætterforbundets ærespris. Mogens Boisen har i længere perioder været knyttet til forskellige forlag som konsulent og har desuden med indsigt sammen med Jørgen Budtz-Jørgensen redigeret den litterære serie Levende litteratur fra 1953– 60.
Mogens Boisen har skrevet talrige kronikker og essays om oversætterens arbejde ligesom han lejlighedsvis har skrevet afhandlinger om musik. Selv er han uhyre musikalsk, og navnlig er hans kendskab til Richard Wagner grundfæstet. For Det kgl. teater har han bl.a. oversat Parsifal.
Kommentarer (1)
skrev Jens Juhl Jensen
Hans første kone var journalisten Bo Dræbel og den sidste forfatteren Bodil Wille Boisen
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.