N.H. Søe

N.H. Søe, Niels Hansen Søe, 29.11.1895-10.6.1978, teolog. N.H. Søe blev student fra Horsens 1914, cand.teol. fra Kbh.s univ. 1920 og virkede som manuduktør 1920–22. 1924 deltog han i en konkurrence om docenturet i systematisk teologi med Kristelig Gudstro og videnskabelig Verdensforklaring, 1925. Da docenturet atter blev ledigt (ved H. Fuglsang-Damgaards udnævnelse til domprovst) vandt N.H. Søe konkurrencen 1934. 1939 (-65) udnævntes han til professor i etik og religionsfilosofi ved Kbh.s univ. efter Eduard Geismar.

N.H. Søe var særdeles vel rustet til en teologisk lærergerning gennem omfattende studier, flere lange udenlandsrejser, 1922–24, til en række universiteter i Tyskland (bl.a. til Karl Heim i Tübingen) og England (London og Oxford) og mange års praktisk præstegerning – 1925 blev han sognepræst i Hvidovre og var 1930–33 dansk præst i Shanghai. Med N.H. Søe fik det teologiske fakultet tillige sin første repræsentant for den såkaldte "dialektiske teologi" der siden 1922 i Tyskland havde vendt sig imod liberalteologien og idealistisk filosofi. N.H. Søe blev med årene vel Danmarks eneste egentlige, selvstændige repræsentant for den barthske teologi. Samtidig bevarede N.H. Søe sit ståsted i dansk (indremissionsk) kirkelig tradition og kom til at øve en betydelig indflydelse, bl.a. som formand for Danmarks kristne studenterbevægelse (1927–28 og igen 1939–42), formand for Dansk bibelskole (fra 1942) og senere for Nyborg-møderne (fra 1952) og som fast medarbejder ved Kristeligt Dagblad.

N.H. Søe har ydet bidrag til de fleste discipliner inden for teologien. Foruden kommentarer (bibelselskabet) til både Det gamle og Det nye testamente (2.-5. Mosebog, Samuelsbøgerne, Jeremias, Korinterbrevene) skrev han en lille dogmatik for lægfolk, Den kristne Tro, 1939. Hovedværket er Kristelig Etik fra 1942 der fik vid udbredelse som teologisk lærebog ikke blot i Danmark, men også i Norge og Tyskland. I etikkens principielle del der bærer overskriften "Erkendelsen og virkeliggørelsen af det gode" fremlægger N.H. Søe sit teologiske grundsynspunkt, at det gode er Guds vilje med menneskelivet som alene erkendes gennem Guds åbenbaring i Jesus Kristus, formidlet af den hellige skrift. På dette grundlag udfoldes en udførlig kristelig materialetik i hvilken ethvert område af menneskelivet er stillet ind under Guds åbenbarede vilje. Alligevel er N.H. Søes etik hverken biblicistisk eller kasuistisk i snæver forstand, men inddrager og bearbejder på kyndig måde en stor mængde viden og indsigt også fra humanvidenskaberne. N.H. Søe vender sig skarpt imod enhver "Eigengesetzlichkeit" inden for etikken, og tager her også afstand fra Luthers forståelse af forholdet mellem "lov og evangelium" og af "det verdslige regimente". N.H. Søe måtte derfor stå i markant modsætning til sin yngre kollega i Århus, K.E. Løgstrup, der i "Den etiske fordring", 1956, netop "på humant grundlag" ville udfolde (og argumentere for) den livsforståelse som er indeholdt i Jesu forkyndelse.

1945 udkom den ligeledes meget brugte filosofihistorie Fra Renæssancen til vore Dage der rummer korte og instruktive referater af en lang række filosofiske opfattelser og systemer fra Giordano Bruno til Bertrand Russell, ofte afrundet med en lige så markant teologisk vurdering. 1955 fulgte Religionsfilosofi der på den ene side gør op med ethvert teologisk forsøg på i den menneskelige erkendelse at finde et "tilknytningspunkt" for den kristne erkendelse af Gud, på den anden side er præget af en imponerende, for enhver apologetik befriet åbenhed over for og indsigt i al anden, ikke mindst naturvidenskabelig erkendelse der respekterer skellet mellem videnskab og metafysik. Med rette er det blevet sagt at derigennem etablerer N.H. Søe "ligesom existensteologien, men med andre grunde, en forsoning mellem kristendom og positivisme" (Bent Hahn). At teologi derved i egentlig forstand ikke kommer filosofien ved var en konsekvens som N.H. Søe ikke veg tilbage for at drage. Deri har han ikke fundet følgeskab. N.H. Søe var en fornem og slagfærdig debattør, efterspurgt i offentlige diskussioner med hjemlige og udenlandske ikke-kristne kulturpersoner. Ved siden af K. Barth, som N.H. Søe dog ingenlunde var ukritisk overfor (navnlig i synet på det onde), var S. Kierkegaard den teologiske lærefader. 1948 var N.H. Søe blandt stifterne af Søren Kierkegaardselskabet, fra 1950 dets formand. Et vidnesbyrd om hans store belæsthed og vidtspændende interesser er bøgerne om Karl Marx og Marxismen, 1951 og C. G. Jung, 1965. En glimrende teologihistorisk skildring af sin samtid har han givet i Dansk teologi siden 1900, 1965. Af mindre skrifter kan nævnes: Hvad er Synd?, 1933, Luther og Oxford, 1935, Guds Almagt og det Onde, 1940 og Livets Gaade – Korsets Gaade, 1947. – N.H. Søe blev 1951 dr.teol.h.c. ved Oslo univ.; 1962–63 var han prorektor ved Kbh.s univ.