N.J. Jessen, Nicolai Jacob Jessen, 1.1.1718-16.8.1800, kæmmerer. Født i Neuenkirchen ved Krempe, død i Helsingør, begravet sst. J. gjorde i flere år tjeneste ved hoffet som Frederik Vs kammertjener, og da han forlod denne tjeneste fik han 1759 gavebrev på den tidligere krudtmølle ved Rådvad hvor han anlagde et file-huggeri der blev beskyttet med betydelige privilegier. 1762 overtog han desuden stubmøllen (stampen) for der at indrette en sabelfabrik, men intet af disse foretagender lykkedes, og 1765 fallerede han. Fra sin hoftjeneste havde han helt vundet dronning Juliane Marie for sig, og i de vanskelige år understøttede hun J. der sad med mange uforsørgede børn. Han fik vinleverancen til hendes hof, og ved sammensværgelsen mod J. F. Struensee fik han lejlighed til at vise sin taknemmelighed i praksis. Det var J. der natten til 17.1.1772 førte de sammensvorne gennem Christiansborgs snørklede gange frem til kongens og Stuensees værelser. For sit bidrag til sammensværgelsens gunstige forløb fik han straks udbetalt 2000 rdl., og 1780 tilstodes der ham endog en årlig godtgørelse på 400 rdl. 1778 havde han desuden fået det ret indbringende embede som kæmmerer ved Øresunds toldkammer.

Familie

Forældre: diakon Tycho J. (1684–1760) og Anna Elisabeth Schrøder (1688–1761). Gift 8.12.1758 i Kbh. (Slotsk.) med Marie Christine Jacobi, født 5.3.1738 i Asminderød, død 11.2.1801 i Kbh. (Petri), d. af sognepræst Peder J. (1691–1738) og Elisabeth Charlotte Schäffer (ca. 1712–89). – Far til Carl Wilhelm J. og Juliane Marie J.

Udnævnelser

Etatsråd 1778.

Ikonografi

Maleri.

Bibliografi

Franz v. Jessen: Slægten v. Jessen, 1937 34–36. Charlotte Biehl i Hist.t. 3.r.IV, 1865–66 147–494 fl. st. F. Schiern sst. 4.r.II, 1870–72 696 706. C. Nyrop: J. F. Classen, 1887. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. III, 2, 1898; IV, 2, 1902. E. Nystrøm: Fra Nordsjællands Øresundskyst, 1938.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig