Niels Beck

Artikelstart

Niels Beck, 2.10.1865-3.5.1934, landøkonomisk forsøgsleder. Født i Sønder Farup, Vester Vedsted sg. ved Ribe, død i Roskilde, begravet i Dalum. Efter praktisk uddannelse ved landvæsen og mejeri samt kurser på Askov højskole og Ladelund landbrugsskole kom B. på landbohøjskolen hvorfra han tog landbrugseksamen 1889. Han knyttedes straks efter til Landøkonomisk Forsøgslaboratorium, fra 1.4.1891 som assistent ved de ambulante forsøg. 1916 udnævntes B. til forsøgsleder. Han var de første år beskæftiget med mejeriforsøg i Jylland, men hans hovedvirksomhed lå på Fyn hvor han frem til sin død forestod fodrings-, race- og stammeforsøg under forsøgslaboratoriet og statens husdyrbrugsudvalg. B. var en af de ledende skikkelser inden for forsøgsarbejdet med svin, og han gjorde en pionerindsats ved udforskningen af mund- og klovsygen. Han skrev en række forsøgsberetninger og artikler i fagpressen. Af selvstændige skrifter kan nævnes den solide historiske skildring Fyns Stifts patriotiske Selskab gennem 100 Aar, 1910 og den udbredte Svinet. Lære- og Haandbog, 1910, (3. oplag 1923). Sammen med P. Gommesen udgav han Svinets Røgt og Pleje, 1905 og han bidrog til Det danske Landbrugs Historie III, 1924–32 med en fremstilling af svineavlens udvikling i Danmark.

Familie

Forældre: købmand i Ribe, senere gårdejer Kristian B. (1805–72) og Ane Marie Nisdatter (1822–92). Gift 7.9.1891 (b.v. i Skærbæk, kirk.v. i Vodder frimenigh.) med Dorthea (Dorthe) Marie Hansen, født 8.5.1862 i Vodder, Tønder amt, død 26.2.1945 i Odense, d. af gårdejer Hans Peder H. (1831–90) og Else Marie Cathrine Rahr (1837–72).

Bibliografi

J. Petersen Dalum i Fyns stifts landbrugstid., 1934 247–48.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig