Niels Bjerrum

Niels Bjerrum, Niels Janniksen Bjerrum, 11.3.1879-30.9.1958, kemiker. Født i Kbh. (Johs.), død i Valby, Kbh., urne på Solbjerg kgd. B. blev 1897 student (Metropolitanskolen), 1902 mag. scient i kemi og 1908 dr. phil. Han var assistent ved univ.s kemiske laboratorium 1902–14, docent ved univ. 1912–14, professor i kemi ved Den kgl. veterinær- og landbohøjskole 1914–49 og direktør for landbohøjskolen 1939–46. Sommeren 1905 studerede B. hos W. Ostwald og Luther i Leipzig, 1907 hos A. Werner i Zurich. 1908 deltog B. sammen med sin studenterkammerat fra Metropolitanskolen J. N. Brønsted i konkurrencen om et nyoprettet professorat i kemi ved universitetet. Begge havde allerede vist sig som fremragende kemikere som man kunne vente sig meget af; Brønsted vandt, men endnu mange år derefter kunne bølgerne gå højt kemikere imellem når talen faldt på denne konkurrence. 1910 studerede B. hos J. B. Perrin i Paris, og i 1911 var han ekstraordinær assistent hos H. Nernst i Berlin. – 1907–14 holdt B. forelæsninger over uorganisk kemi for studerende med kemi som bifag under det matematisknaturvidenskabelige fakultet og for medicinere og medvirkede aktivt ved den af Einar Biilmann gennemførte nyordning af den elementære undervisning i uorganisk kemi ved universitetet hvad der kom ham til nytte ved reformeringen af undervisningen på landbohøjskolen efter overtagelsen af professoratet 1914. For landbohøjskolens studerende skrev han Lærebog i Uorganisk Kemi, 1916–17 (5. udg. 1946, tysk udg. 1933, russisk udg. 1935, engelske udgaver 1936 og 1946). – B.s videnskabelige arbejder har været meget vidtspændende, men har hovedsagelig behandlet fysisk-kemiske emner. I en række undersøgelser over komplekssalte herunder Studier over Kromiklorid, 1906 for hvilket han modtog Vidensk. selsk.s sølvmedalje, disputatsen Studier over basiske Kromiforbindelser, 1908, Studier over Kromirhodanider, 1915, belønnet med Vidensk. selsk.s guldmedalje, og, med Aage Kirschner, Die Rhodanide des Goldes und das freie Rhodan (hvor eksistensen af frit rhodan første gang påvistes) lagde han grunden til den moderne udforskning af kompleksforbindelser, ikke mindst ved at dele begrebet kompleksernes bestandighed op i to: deres kompleksitet og deres robusthed. – Under den internationale kemikerkongres i London 1909 fremsatte B. for første gang tanken om de stærke elektrolyters fuldstændige dissociation, en ændring af den af svenskeren S. Arrhenius 25 år tidligere fremsatte dissociationsteori. Trods modstand fra Arrhenius' side blev B.s tanke, udbygget i et foredrag ved det 16. skandinaviske naturforskermøde i Kristiania 1916, hurtigt anerkendt og udløste et væld af arbejder over bestemmelse af aktivitets-koefficienter, både fra B. og medarbejdere, fra Brønsted og fra talrige udenlandske fysiskkemiske laboratorier.

Under studieopholdet hos Perrin gennemførte B. en bestemmelse af Avogadros tal, det tal der angiver antallet af enkeltmolekyler der findes i et mol af et kemisk element eller en kemisk forbindelse, og under opholdet hos Nernst i Berlin hvor han studerede gassernes varmefylde og deres infrarøde absorptionsspektre anvendte han som en af de første den af Max Planck 1900 fremsatte kvanteteori til at tyde fleratomige gasarters spektre hvorved han kunne henføre et smalt absorptionsbånd i det nær infrarøde til atomernes vibrationer mod hinanden, medens et bredt bånd i det fjerne infrarøde kunne henføres til molekylets rotation, og dette bånds form kunne tydes ved at antage en springvis ændring af rotationsenergien der således måtte være kvantiseret. Med datidens instrumentelle hjælpemidler og ufuldkomne udvikling af kvanteteorien var dette en ganske enestående indsats. – Fra årene 1912–14 stammer en række arbejder over de galvaniske elementers teori, over bestemmelsen af opløsningers hydrogenionkoncentration ved hjælp af hydrogenelektroder, og over titreringens teori. Titreringsteorien behandles i Die Theorie der alkalimetrischen und azidimetrischen 77-trierungen, 1914 (Stuttgart). Her gennemgår B. en række originale og fundamentelle betragtninger over indicatorers anvendelsesområder og over titrerfejl. Det fundamentelle fremgår af at en bestemt kurvetype som beskrives her siden er blevet kendt som "Bjerrum-diagrammer". – Karakteristisk for B. var at han ofte ansatte udenlandske kemikere som undervisningsassistenter og samtidig inddrog dem som medarbejdere i sin videnskabelige forskning på lige fod med de danske assistenter, således L. Zechmeister (Ungarn), L. Ebert (Tyskland), E. Josephowicz (Polen), E. A. Guggenheim (England), V. Sihvonen (Finland) og E. Manegold (Tyskland). Områderne der bearbejdedes var mangfoldige: undersøgelser overjordens sure eller basiske egenskaber, ionernes aktivitetskoefficienter, osmotisk tryk, membranpotentialer, ionfordelingskoefficienter og, med Augusta Unmack, en meget omfattende undersøgelse af de af S. P. L. Sørensen indførte stødpudeopløsninger Elektrometrische Messungen mit Wasserstoffelektroden in Mischungen von Såuren und Basen mit Salzen. Die Dissociationskonstanten von Wasser, Phosphorsäure, Citronensäure und Glycin, 1929. Allerede 1923 havde B. forklaret aminosyrernes egenskaber gennem antagelsen af at de såvel i fast form som i opløsning findes som amfolyter, molekylarter der ikke er uladede, men udstyret med såvel positiv som ne.gativ ladning, en antagelse der blev grebet med begejstring af biokemikerne fordi den tillader forklaring af mange af æggehvidestoffernes forhold både i krystallinsk og i opløst tilstand. Arbejdet over aminosyrernes bygning som am-foioner blev fulgt op af et arbejde over polyvalente syrers dissociationskonstanter hvor B. viste at disse kan benyttes til beregning af syrernes molekulare dimensioner (1923). Alle disse arbejder optog B. til han 1939 blev direktør for landbohøjskolen. Han havde 1931 modtaget opfordring til at overtage det ved Julius Petersens død ledigtblevne professorat i kemi ved universitetet, men han foretrak at blive ved landbohøjskolen. De syv år som direktør (til 1946) levnede ham ikke tid til selvstændigt videnskabeligt arbejde, bl.a. på grund af de vanskeligheder den tyske besættelse medførte for lederne af videnskabelige undervisningsanstalter, men han vedblev at inspirere og rådgive sine medarbejdere i deres arbejde, og han var efter sin afgang som professor 1949 i stand til at genoptage videnskabeligt arbejde der bl.a. resulterede i to væsentlige arbejder Structure and Properties of lce, 1951 (second ed. 1958) og en monografi om faste calciumphosphater, 1958, en fortsættelse og færdiggørelse af en midt i trediverne afbrudt undersøgelse. Hans otium levnede ham også tid til at tage del i internationalt samarbejde, han var således 1949–58 et meget aktivt medlem af International Union of Pure and Applied Chemistrys kommission for uorganisk kemisk nomenklatur.

- B. var interesseret i videnskabernes historie. 1925 bidrog han i det dansk-svenske værk "Det nittende Aarhundrede" med kapitlet Fysik og Kemi i det nittende Aarhundrede XVIII 71–192 (svensk udgave 1923), og han fulgte senere lejlighedsvis dette op med mindre afhandlinger i "Naturens Verden", "Kemisk Maanedsblad" og "Fysisk Tidsskrift", bl.a. om kvanteteori, om moderne opfattelser af elektrolyter og om syrer, salte og baser. Hans videnskabelige arbejder er publiceret i Vidensk. selsk.s matematisk-fysiske afhandlinger og meddelelser, men fortrinsvis i udenlandske fagtidsskrifter. B. blev 1916 indvalgt i Vidensk. selsk., og da en indvælgelse i Carlsbergfondets direktion og dermed et medansvar for Carlsberg bryggerierne kort efter kom på tale søgte han at øge sin forretningsmæssige forståelse ved at modtage et tilbud om at indtræde i bestyrelsen for familie-aktieselskabet Georg Bestie (1921–58). Da B.s indtræden i Carlsbergfondets direktion (1931–56) blev en realitet fik han straks sæde i fondets bryggeriråd (formand fra 1953). B. var 1931–56 medlem af bestyrelsen for De danske sukkerfabrikker (formand 1941–53) og 1945–58 medlem af bestyrelsen for Dansk svovlsyre- og superphosphat-fabrik. – B. var 1920–58 medlem af Rask-Ørsted-fondens bestyrelse, 1932–56 af bestyrelsen for Carlsbergfondets biologiske institut og 1937–56 formand for bestyrelsen for Carlsberg laboratorium. Han fik 1928 tildelt H. C. Ørsted-medaljen af Selskabet til naturlærens udbredelse og blev 1937 medlem af Akad. for de tekn. vidensk. – B. blev udnævnt til medlem eller æresmedlem af talrige udenlandske akademier og videnskabelige selskaber, og han modtog tre æresdoktorgrader: dr. rer. nat. h.c. ved univ. i Göttingen 1949, dr. techn. h. c. ved Danmarks tekniske højskole 1954 og dr. phil. h.c. ved univ. i Åbo 1955.