Niels Bugge

Niels Bugge, d. .1358, jysk herremand. Død i Middelfart. Der hersker megen usikkerhed med hensyn til B.s afstamning og slægtsforbindelser. De adelige slægtebøgers tradition kan man ikke bygge på; kun de samtidige breve er gode kilder, og det er fattigt nok, hvad de giver. I Erik Menveds gældsbrev til Rostock 20.11.1302 nævnes blandt de herrer som borger for kongen, "Nicholaus Buggy", der muligvis er B.s farfar, ligesom "Bucge" der i forliget i Kiel 10.1.1332 står blandt grev Gerts mænd måske er hans fader. Udelukket er det dog ikke at fornavnet Niels er glemt i dette på plattysk affattede dokument, hvori flere fejl i de danske navneformer forekommer, og at vi her har B. selv første gang. N.å. er han i hvert fald at identificere; han står 7.8.1333 som vidne på Viborg landsting. Endnu er han kun væbner - som ridder nævnes han ikke før 1348 - men hører snart til landets fremtrædende mænd; han er en af de 24 herrer, blandt hvilke ifølge aftalerne i Helsingborg aug. 1343 opmænd skal tages til at bilægge al tvist mellem Danmark og Sverige, og nov. s.å. står han ved mødet i Varberg vedrørende afståelsen af Skåne som garant for overenskomsten tilsammen med en række andre. 1350 ses han i kongens nærmeste kreds; da Valdemar rejser til Tyskland er han i hans følge tillige med de betroede mænd Benedict Ahlefeldt (II), Niels Eriksen, Bo Falk og Henning Podebusk; men n.å. synes hele situationen forandret. Claus Limbek på Kalø bryder med kongen, og B. og hans frænder og venner følger ham; de jyske herremænd vil værge sig mod Valdemars hårde regimente. Forbindelse knyttedes med de holstenske grever, og kampen stod om Jyllands borge fra nord til syd. Det nævnes et par gange at B. kommer over til Sjælland for sammen med forskellige gejstlige og verdslige herrer at føre forhandlinger der dog ikke havde noget resultat; først i sommeren 1353 kom det til forlig. Særlig aftale om fangers udveksling blev gjort med B. og hans tilhængere. - I de følgende år rådede tilsyneladende fred - B. sidder i kongens retterting i Jylland 1355 - men 1357 brød striden ud på ny. Da man skred til forhandlinger, stod B. atter blandt ordførerne. Med kongens og hertug Christoffers lejde kom han til Slagelse sidst på året 1358; Valdemar var imidlertid ikke let at få i tale og stillede uantagelige vilkår; og på hjemvejen blev B. med sine fæller Uffe Stigsen og Peder Andersen dræbt i Middelfart. Man ymtede om at kongen var skyld i B.s død, men Valdemar rensede sig, orfejdebreve blev givet, og B.s søn Knud B. udsonede sig med kongen og hertug Christoffer. Middelfart borgere kom til at bøde for drabet; indtil 1874 betaltes årlig "Buggespenge" af nogle huse i byen. - B. ejede meget gods. Han købte, solgte og mageskiftede, og hans døtre og svigersønner og næste generation gjorde ligeså. Adskillige breve taler om slægtens jordeje og handeler, men at slutte tilbage fra slægtens besiddelse til B.s gods er næppe sikker vej. Der er imidlertid direkte vidnesbyrd nok om, hvad der var i hans hænder. I seksten af Jyllands herreder havde han jord og gårde - i Vendsyssel og på Mors, i Østjylland og nede ved Kongeå, mest dog i Salling og i Viborgegnen. Her lå hans stærke gård Hald i Hald sø.

B., driftig og godskær, mægtig ved frændskab og venskab med jyske herremænd og en fører iblandt dem i kampen mod kongen, må for samtid og nærmeste eftertid have stået som en storladen skikkelse. Fantasien kom i flugt. Om hans død blev digtet en vise: "Hr. B. bygger op Hald med Ære". Dens omkvæd: "De fare saa fri igennem Jylland" giver udtryk for herrernes trods og selvstændighedsdrift. I visen om Niels Ebbesen er B. atter den der råder og leder; i hans gård har modstanderne mod grev Gert deres tilhold. Viser og sagn ude fra vestkysten fremstiller ham som den ædle stormand der byder den skibbrudne kongesøn gæstfrihed, og som den der lader Nørre Vosborg opføre. Nørre Vosborg ved Storåens munding ejedes i begyndelsen af 1400-tallet af B.s datterdatter fru Ingeborg der var gift med Predbjørri Podebusk; dens historie kan ikke forfølges længere tilbage.