Niels Johansen

Niels Johansen, 8.12.1815-29.3.1899, lægprædikant. Født i Svindinge Kohave, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). J.s far var en af lederne i den sydfynske vækkelse; 16 år gammel blev han selv grebet af bevægelsen og deltog ivrigt i forsamlingerne; siden kom han i tjeneste hos Peter Larsen (Skræppenborg) som påvirkede ham i grundtvigsk retning, og endelig fik Søren Kierkegaard afgørende betydning for ham, især under kirkekampen 1854–85 hvor han søgte personlig kontakt, men blev afvist af Kierkegaard. Allerede 1837 udgav han i Odense Herrens Ord i de sidste Verdens Dage, og blev idømt en mulkt på 150 rdl. plus fire års censur for krænkelse af gejstlig og verdslig øvrighed; skriftet konfiskeredes og har ikke siden været til at opdrive. Mulkten betalte bl.a. den senere dronning Caroline Amalie der også siden støttede ham. Fra 1839 virkede J. mest på Sjælland, som soldat i Helsingør, som væver i Højby og gartner i Kirke-Værløse; han udgav (flere oplag) en havebog. 1853 deltog han i stiftelsen af den første lægmandsindremission i Ordrup (Ringsted), senere kom han på afstand af denne bevægelse, kaldte sig en tid swedenborgianer og endte som en kristen socialist der godtog socialismen som samfundssystem, men polemiserede imod dens holdning til kristendommen. J. udgav adskillige religiøse småskrifter – mest kendt er Brevbærer mellem Christne, der samtidig er et vigtigt kildeskrift til vækkelsens historie. Til livets ophold tjente han ved at passe gravsteder på Assistens kirkegård.

Familie

Forældre: husmand, senere i Skårupør, missionær Johan Nielsen (1789–1867) og Johanne Marie Johannesdatter (1791–1879). Gift 1. gang 28.11.1846 i Vantinge med Dorthea Cathrine Daline Hansen, født 26.8.1824 i Åbybro, død 8.1.1847 i Kbh. (Frue), d. af kusk på Birkelse Hans Christian Boje og Ane Margrethe Tørring (ca. 1793– 1824) og plejedatter af husmand og bødker Hans Madsen i Vantinge (1782–1844) og Anne Kirstine Andersdatter (1788–1862, gift 2. gang 1854 med husmand Jørgen Nielsen, 1784–1862, gift 1. gang 1815 med Christiane Hansdatter, 1778–1853, gift 1. gang med N.N.). Gift 2. gang 24.9.1848 i Søllerød med Christiane Marie Vieth, født 2.4.1822 i Kbh. (Garn.), død 21.1.1880 sst. (Garn.), d. af kontorist på Kbh.s amtstue Emanuel Gerhardt V. (1786–1853) og Marie Vilhelmine Degenhart (ca. 1791–1849). Gift 3. gang 26.9.1883 med Kristbjörg Thorbergsdóttir, født 9.2.1847 i Skagestrand, Island, død 16.6.1920 i Kbh., d. af bonde, repstyrer Thorbergur Thorbergsson (ca. 1801–68) og Kristin Gisladóttir (1810–tidligst 68).

Bibliografi

Brevbærer mellem christne I, 1856 125–28 (brev). – P. G. Lindhardt i Årbog for hist. samf. for Sorø amt, 1953 (ɔ: 1952) 9–63. Vækkelsernes frembrud i Danm., udg. A. Pontoppidan Thyssen I–III, 1960–64. Emil Larsen: Urovækkeren Mogens Abraha.n Sommer, 1963 = Kirkehist. studier 2.r.XVfI.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig