Niels Lauritsen Barfod

Niels Lauritsen Barfod, 5.4.1650-23.2.1730, søofficer. Født på Tåsinge, død i Kbh., begravet sst. (Petri k.). B. sejlede fra 1666 i Asiatisk Kompagnis tjeneste og avancerede her til overstyrmand på skibet Oldenborg. Da føreren for dette, kaptajn Bæhr, døde i Ostindien 1674, førte B. skibet hjem. 1675 blev han månedsløjtnant i flåden og deltog n.å. som chef for snauen Fire Liljer i slaget ved Ø-land under Niels Juel. Samme efterår blev B. der imidlertid var forfremmet til månedskaptajn chef for fregatten Carlshamn, men måtte 18. 5.1677 stryge flaget for en overlegen svensk styrke; han og hele besætningen kom i fangenskab, hvorfra han dog snart blev udvekslet. B. blev i anledning af denne affære stillet for en krigsret der 1679 frifandt ham, og han blev nu chef for orlogsskibet Delmenhorst der sammen med Flyvende Hjort sendtes til Bornholm for at hente svenske krigsfanger. Da B. havde fået ca. 500 af disse om bord blev han angrebet af en overlegen svensk styrke under Ankerstierna. Efter et tappert forsvar slap de danske bort om natten og nåede Sundet. I vinteren 1683–84 lå han med fregatten Stjernen på Amager red ved Bornholm for at undersøge om denne egnede sig til krigshavn; marts 1684 blev fregatten af isen sat op på Amager rev og blev vrag. I de følgende år var B. skibschef med den opgave at konvojere handelsskibe. 1694 afgik han som chef for orlogsskibet Gyldenløve sammen med snauen Pakan og en svensk fregat Wachtmeister med en konvoj på 80 koffardiskibe. Efter at Pakan og Wachtmeister med en del af konvojen var detacherede, blev resten 30.6. i Kanalen omringet af en engelsk eskadre på tolv orlogsskibe der beordrede hele styrken ind på Downs red. B. der havde været passiv tilskuer fulgte med ind på reden for at protestere. Her blev han af englænderne opfordret til at stryge sin vimpel, og da han nægtede dette blev han 11.8. angrebet af to engelske orlogsskibe af viceadmiral Showels eskadre. Efter at tre mand var faldet og 18 såret opgav B. den ulige kamp og strøg flaget, hvorefter han blev holdt fangen på et engelsk orlogsskib. Efter tre måneders forløb blev han og skibet frigivet. Affæren medførte en diplomatisk spænding mellem England og Danmark. Kongen støttede imidlertid B. og han blev udnævnt til kommandørkaptajn som påskønnelse. 1700 var han først chef for en af eskadrerne i Ulrik Christian Gyldenløves flåde, derefter juli-aug. chef for de til Kbh.s forsvar under det svensk-engelskhollandske angreb udrustede pramme og både. B. blev 1701 kommandør og indtrådte s.å. som deputeret i admiralitetet. Han blev 1703 schout-bynacht og n.å. enrulleringschef i Jylland, 1710 viceadmiral og eskadrechef i Gyldenløves flåde i Østersøen og om efteråret chef for en eskadre i Nordsøen og Kattegat. 1711 og 1712 var han atter eskadrechef i Gyldenløves flåde; det blev 1711 lagt ham til last at det ikke lykkedes at få artilleriet overført til Pommern. 1712 var han i Gyldenløves flåde under kampen i Østersøen 28.-30.9. men blev efter slaget anklaget for at have holdt sin eskadre tilbage. Sagen blev efter kongens befaling i jan. 1714 hævet på grund af B.s tidligere gode tjeneste. S.å. forfremmedes han til admiral. Han udtrådte 1717 af admiralitetet for i stedet at være deputeret i søetatens generalkommissariat hvori han sad til sin død. B. blev i sin tjeneste en kontroversiel person, men nød Niels Juels tillid. Flere af de påtaleværdige forhold B. blev tiltalt for skyldes vistnok at han var en bedre sømand end kriger.