Niels Nielsen (lærer)

Niels Nielsen, 2.12.1889-8.5.1968, lærer, formand for Danmarks lærerforening. Født i Jetsmark, død i Århus (Møllev.), begravet på Asmild kgd. N. tog lærereksamen fra Gjedved 1910. Efter kortere ansættelser i Ravnholdt og Mern blev han 1916 kaldet til førstelærer i Overlund ved Viborg. N.s generalieblad adskiller sig indtil 1944 ikke væsentlig fra andre dygtige landsbylæreres. Han var en årrække medlem af sognerådet, sad i bestyrelsen for Dansk aftenskoleforening og var i 16 år formand for Viborg amts skolebiblioteksforening. Men 1944 valgtes han som formand for Danmarks lærerforening, i hvis hovedstyrelse han var blevet indvalgt 1935. Han afløste på formandsposten K. A. Kristensen, Karise, og dermed fik han en position og et virkefelt som gav ham rig lejlighed til at udfolde de egenskaber som gjorde ham til en markant lederskikkelse. De ydre omstændigheder ved N.s tiltrædelse af formandsposten var alt andet end gunstige. Besættelsen lå endnu knugende over landet, og flere år fremover – et stykke ind i halvtredserne – mærkedes dens efterdønninger i form af restriktioner, lønmæssige efterslæb og kriselignende tilstande på skolens område med tilhørende skarpe meningsbrydninger i skole- og opdragelsesspørgsmål. Alligevel lykkedes det N. at formidle en gunstig udvikling på områder der må betegnes som mærkesager for Danmarks lærerforening: lønningsloven af 1946 som N. havde været med til at præge som foreningens repræsentant i kommissionen siden 1943, skoletil-synsloven af 1949 og seminarieloven af 1954. Andre iøjnefaldende resultater af blivende værdi var flytningen af lærerhøjskolen til Emdrupborg 1948 og oprettelsen af Danmarks pædagogiske institut 1955. Kendt i den brede offentlighed som eksponent for en fast og udholdende foreningsholdning, når det gjaldt læreres rets- og tjenstlige sikkerhed blev N. i den opsigtsvækkende Stige-sag (hvor en del af forældrene uberettiget krævede en lærer afskediget). Stærkt placerede han sig også i offentlighedens omdømme under 50ernes lange, opslidende debat om skolestruktur med dens tilløb til en skolereform. Debatten kulminerede med Julius Bomholts fremsættelse af det såkaldte midterlinjeforslag 1955. N. var en betydelig analytiker og udpræget matematisk begavet. Hans sagsfremstilling og argumentation var nøgtern og klar. Impulsivitet og spøgefuldhed lå ham fjernt. Han var så udpræget formidleren, lyttede hellere end han talte. Han sad, når bølgerne gik højt på et repræsentantskabsmøde i foreningen, uanfægtet på sin plads og lod talestrømmen skylle hen over sig. Kun en glippen med de halvt lukkede øjenlåg i det fint mejslede, blege ansigt røbede, når en nærgående replik gik ind. Men stod en afgørelse på vippen, kunne han gå på talerstolen og vende strømmen med en tale, som havde overraskende glød. Denne beherskelse i tale og optræden og en usvigelig loyalitet udgjorde sammen med en noblesse i det ydre, der forlenede ham med noget distingveret, departementalt, en væsentlig del af hans personlighed. N.s ord havde vægt. Der var tillid til ham og respekt om hans person. Han var den sidste landsbylærer i DLFs formandsstol, og det var udtryk for den almindelige medlemstillid at han enstemmigt genvalgtes til formand i to perioder, efter at købstadslærerne var kommet i flertal i foreningens styrende organer. I påskønnelse af de mange års arbejdsindsats og et forbilledligt lederskab udnævntes han ved sin tilbagetræden fra formandsposten 1955 til æresmedlem af foreningen.