Niels Petersen, 19.5.1801-10.11.1851, fløjtenist. Født i Kbh. (Fødsst.), død sst. (Holmens), begravet sst. (Holmens). Allerede som tiårig begyndte P. at få undervisning på fløjte af kgl. kapelmusikus P. C. Bruun og indledte sin musikerbane med at spille i orkestret i faderens dansebod Petershåb på Vesterbro. 1818 ansattes han i Det kgl. kapel og hørte indtil sin død til kapellets fornemste kunstnere. Hans fløjtetone var ren og fyldig og hans tekniske dygtighed stor. Han optrådte jævnligt ved koncerter og aftenunderholdninger, dyrkede klaverspil og sang og vandt sig også navn som organist ved Ansgarkirken i Bredgade og som sanglærer. I et par år var han konstitueret syngemester ved Det kgl. teater, en stilling som han viste sig højt kvalificeret til. I sit hjem samlede han gæstfrit dansk musiklivs spidser og udenlandske venner som han havde vundet under en rejse han med støtte af chatolkassen foretog 1828 til Kristiania (Oslo), Stockholm, Leipzig og Berlin. Næsten alle det næste slægtleds fløjtenister fik deres uddannelse hos P., deriblandt sønnen Jørgen Carl Marius Petersen (24.8.1827-7. 10.1899) der fra 1842 til sin død sad i kapellet, ligeledes som en fremragende kunstner på sit instrument.

Familie

Forældre: tømmermand ved Holmen, senere restauratør Jens P. (ca. 1775-1840) og Ida Marie Petersen (ca. 1777-1825). Gift 26.8.1825 på Frbg. med Frederikke Margrethe Anne Sophie Nissen, født ca. 1798 i Rendsborg (?), død 3.12.1857 i Kbh. (Holmens), d. af premierløjtnant, senere kaptajn Jørgen Carsten (Bloch) N. (1773-1812) og Marie Margrethe Opitius (1768-1855).

Ikonografi

Mal. af L. Aumont (Det. kgl. teater). Afbildet på W. Marstrands mal., 1834, af aftenselskab hos Waagepetersen (Fr.borg), raderet af C.C.Andersen, 1878.

A. P. Berggreen i Musikalsk tid., 1836 256. Th. Overskou: Den danske skueplads V, 1864. C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908. Fr. Bendix: Af en kapelmusikers erindr., 1913 38-62. Niels Friis: Det kgl. kapel, 1948.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig