Nielsine Petersen, Nielsine Caroline Petersen, ved dåben Madsen, 10.7.1853-26.11.1916, billedhugger. Født i Nyrup ved Nykøbing S, død i Hellerup, begravet sst. Først sent, i en alder af 24 år, begyndte P. at søge undervisning på V. Kyhns tegneskole og lærte senere modellering hos billedhuggerne A. Saabye og Th. Stein. 1880 debuterede hun på Charlottenborgs forårsudstilling med en portrætbuste og fik 1883 den Neuhausenske præmie for statuetten En dansende Faun (tilh. Ribe museum). I begyndelsen af 80erne modtog hun flere mindre akademistipendier. 1888 belønnedes hun med akademiets mindre guldmedalje for relieffet Naomi siger Farvel til sine Sønnesønner (våbenhuset i Gentofte kirke) og kunne n.å. med akademiets store stipendium rejse til Paris hvor hun tog ophold i længere tid. Hernede udstillede hun på salonen og opnåede mention honorable for statuen Ismael der senere herhjemme indbragte hende den Eibeschützske præmie. På Charlottenborgs forårsudstilling var P. indtil omkring 1900 næsten årligt repræsenteret med arbejder, dels relieffer med religiøse emner (Jephtas Dalter gaar sin hjemvendende Fader i Møde, 1887, Jakob velsignes af Isak, 1889), dels en række portrætbuster blandt hvilke kan nævnes En dansk Bondepige, 1895 (Odense museum) og F. Vermehren, 1901 (Fr.borg). Desuden har hun udført flere portrætter af kongehusets medlemmer, bl.a. mindesmærker for Christian IX og dronning Louise, Alexander III, kong Georg og Frederik VIII alle i Fredensborg slotshave, samt en marmorbuste af dronning Louise, 1900 (Fr.borg). Som et af hendes mest kendte arbejder kan endelig nævnes bronzestatuen af Hamlet, 1900. Til Petri kirke har P. udført epitafiet over pastor P. F. Schmaltz. 1893 erhvervede kunstmuseet bronzestatuen En Krabbefisker.

Familie

Forældre: skibsfører Mads Pedersen (1815-84) og Stine Madsdatter (1826-85). Ugift.

Udnævnelser

Ingenio et arti 1908.

Ikonografi

Et par avistegn. bl.a. 1908. Foto. – Gravkapel af A. Clemmensen.

Bibliografi

Berl. tid. 27.11. og 1.12.1916. Politiken 27.11. s.å.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig