Olaus Kellermann, Olaus Christian Kellermann, 27.5.1805-1.9.1837, epigrafiker. Født i Kbh. (Frue), død i Rom, begravet sst. K. fik sin første uddannelse i gymnasiet i Plön og dimitteredes 1825 privat til universitetet i Kbh. hvor han studerede i to år. Efter fortsatte studier først i Kiel (under G. W. Nitzsch), siden i München (under Fr. Thiersch) erhvervede han sidstnævnte sted 1831 doktorgraden ved et latinsk skrift om arkadernes krigsvæsen. S.å. rejste han med dansk stipendium til Rom hvor han især kastede sig over epigrafiske studier. Han fik her snart ansættelse ved det få år tidligere stiftede tyske arkæologiske institut og varetog redaktionen af dets tidsskrifter. Selv offentliggjorde han i dets "Bulletino" for 1833 en samling etruskiske indskrifter. Denne virksomhed bragte ham i forbindelse med de fleste derværende udenlandske og italienske arkæologer; særlig sluttede han sig nær til den ansete indskriftkender og numismatiker B. Borghesi. Opmuntret af denne og andre skrev K. en fuldstændig samling af de latinske indskrifter og udgav som en prøve på et sådant værk et skrift (Vigilum Romanorum latercula duo Coelimontana, 1835) hvori han udførligt behandlede nogle nyfundne latinske indskrifter. På grundlag af dette dygtige arbejde opnåede K., der i den anledning var rejst til Kbh., understøttelse til sit store forehavende både af kongen og af Videnskabernes selskab, ligesom også akademierne i Berlin og München derefter gav tilsagn om støtte. Således udrustet kom han tilbage til Rom i jan. 1837 og tog med iver fat på sit arbejde, bistået af forskellige italienske lærde. Men allerede 1.9. s.å. blev han revet bort af kolera. To efterladte afhandlinger af ham udgav Otto Jahn til hans minde med en levnedsskildring.

Familie

Forældre: sekretær i finanskollegiet, senere amtsskriver og toldforvalter i Neumünster, justitsråd Peter Johan Wilhelm K. (1776–1862) og Marie Magdalene (Lene) Broager (1783–1857). Ugift.

Bibliografi

Frode Iürgensen og P. Hennings: Biografisk slægtreg. over familierne Sangaard m.fl., 1910 16. Otto Jahn: Specimen epigraphicum in memoriam O. K., Kiel 1841 X-XXVIII. Chr. Molbech: Det kgl. da. vidensk.s selsk.s hist., 1843 507f. [Ad. Michaelis:] Gesch. des deutschen archäol. Instituts 1829–79, Berlin 1879 50f 135.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig