Ole Bang - generalprokurør

Ole Bang, Oluf Lundt Bang, 11.9.1731-27.9.1789, generalprokurør, justitiarius. Født i Egebjerg, Holbæk amt, død i Kbh. (Helligg.), begravet i Helligg. k.s kapel. B. blev student 1747 fra Fr.borg, 1750 teologisk og 1753 juridisk kandidat. 1758 blev han højesteretsadvokat og 1763 kammeradvokat. I Struenseeprocessen var han dronningens anklager og Brandts forsvarer. 1779 blev han vicegeneralprokurør, 1780 assessor i kancellikollegiet og ekstraordinær assessor i højesteret, 1784 generalprokurør og 1788 justitiarius i hof- og stadsretten. Som medlem af overbankdirektionen (1783–88, med en kort afbrydelse 1784) modarbejdede han den nye møntordning i hertugdømmerne af 1788 der efter hans opfattelse begunstigede hertugdømmerne på kongerigets bekostning. 1786 blev han medlem af den store landbokommission, og s.å. fremlagde han i dennes 2. møde en betænkning om bondens retsstilling der med hensyn til stavnsbånd og hoveri repræsenterede et moderat reformstandpunkt, men som tillige indeholdt skarpe udtryk om fæstebøndernes behandling og krævede skifteretten over bønderne helt frataget godsejeren. Betænkningen udkom samtidig i trykken som Afhandling om Bondestanden og fremkaldte en række heftige angreb fra reformmodstandere. B.s øvrige forfatterskab består væsentlig af juridiske dissertationer. – Adlet 1777 under navnet de B. – Justitsråd 1773. Etatsråd 1779. Konferensråd 1783.

Familie

Forældre: forvalter over de kgl. godser i Odsherred, senere kammerråd Niels Christian B. (1697–1760, gift 2. gang 29.11.1743 på Annebjerg med Ulrikke Eleonore Schwane, 1726–92, gift 2. gang 1761 med forvalter over de kgl. godser i Odsherred, kammerråd Jacob Hansen, 1728–91) og Cathrine Marie Kjær (ca. 1704–43). Gift 1. gang 25.8.1762 i Kbh. (Nic?) med Anthonette Frederica Horn, døbt 18.8.1741 i Kbh. (Fr.ref.), død 25.3.1773 sst. (Helligg.), d. af digteren og juristen Frederik H. (1708–81) og Jeanne Antoinette Greben (død 1742). Gift 2. gang 4.8.1773 i Kbh. (Frue) med Else Marie Thecou, f. Schiødt, født 21.10.1735 i Kbh. (Helligg.), død 26.1.1802 sst. (Helligg.) (gift 1. gang 1759 med brygger Nicolai T., 1732–62), d. af urtekræmmer, senere justitsråd Niels S. (1706–74, gift 2. gang 1738 med Kirstine Daldorph, 1717–70) og Antoinette Boertmann (1712–35). – Far til Balthasar B. og Niels B. (1776–1815). Halvbror til F. L. B.

Bibliografi

Inkv. kommissionen af 20. jan. 1772, udg. Holger Hansen, I, 1927 192–201. Sv. Cedergreen Bech: Struensee og hans tid, 1972 263 380f. – F. E. Hundrup: Stamtvl. over Oluf Bangs efterkommere, 1875 65. E. Holm: Kampen om landboreformerne, 1888. Samme: Danmark-Norges hist. 1720–1814, VI 1, 1907 189.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig