Ole Geisler, Ole Christian Tvede Geisler, 20.3.1913-4.10.1948, Captain i "Special Operations Executive. Ole Geisler blev student 1931 og begyndte at studere til ingeniør. 1935 afbrød han studiet, tog hyre på et skib til Østen og gik fra borde i Shanghai, hvorpå han en årrække arbejdede i Kina med brobygning i et dansk Firma. 1939 indtrådte han i det britiske politi i Shanghai. Ved meddelelsen om Danmarks besættelse i 1940 besluttede han at træde aktivt ind i kampen mod nazismen. Han rejste over USA til Canada for at melde sig til frivillige danske styrker og kom ind i den norske træningslejr, "Little Norway", men meldte sig 1941 til det britiske "Special Operations Executive" hvorefter han i England fik specialuddannelse som faldskærmsofficer.

16.2.1943 blev han nedkastet ved Furesøen som leder af et hold på fire mand. Ole Geisler kom til Danmark på et tidspunkt hvor SOE havde besluttet sig til at yde den gryende danske modstandsbevægelse afgørende støtte, og det blev i væsentlig grad Ole Geisler der kom til at føre det britiske program ud i livet. Hurtigt Fik han kontakt med aktive kredse i Randers og Århus, og i samarbejde med Flemming Juncker og dennes hjælpere, bl. a. kroejer Marius Fiil, fik han gennemført en lang række vellykkede våbenmodtagelser, bl.a. ved Hvidsten og på Djursland der fik skelsættende betydning for effektiviteten af sabotagen og dermed også fundamental betydning for folkestrejkerne i august 1943. Samtidig var han under stadige rejser med til at oprette sabotagegrupper i store dele af Jylland og skaffe disse forsyninger, og til at oprette en hemmelig telefonkontakt mellem Århus og København hvorved det jyske arbejde fik den fornødne hurtige kontakt med illegalt arbejdende telegrafister i København. Gennem Ole Geisler blev faldskærmsfolk i Jylland og på Fyn holdt i løbende kontakt med hinanden og med organisationens hovedkvarter i København. I januar 1944 var Ole Geisler stærkt eftersøgt og måtte forlægge sit virkefelt til København hvor han blev nærmeste medarbejder for faldskærmschefen Flemming Muus, ligesom han hele tiden havde været designeret som SOEs souschef i Danmark. Som sådan deltog han i april 1944 i forhandlinger i Stockholm mellem medlemmer af Danmarks frihedsråd og britiske myndigheder om den danske undergrundshærs kommandomæssige forhold til vestmagterne, og fra eftersommeren 1944 indtrådte han i frihedsrådets sabotage-udvalg og blev mellemmand mellem SOE og de københavnske sabotagegrupper. Både her og i Jylland vandt han sig mange venner i kraft af sit væsen, sin uselviske indstilling og sit aldrig svigtende mod, men selv betragtede han med rette sin jyske indsats som den afgørende under hans 2-årige virke i Danmark. Efter krigen rejste han som ingeniør til Sydafrika, men hans helbred var undermineret dels af klimaet i Kina, dels af det forcerede arbejde i Danmark. Også arbejdet i Sydafrika viste sig krævende, og han døde efter kun to års virke.

Familie

Ole Geisler blev født i København, døde i Kimberley, Sydafrika og er begravet i København (Ass.). Forældre: organist ved Garn. k. Christian Peder Vilhelm Geisler (1869-1951) og Anna Tvede (1872-1922).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Jørgen Hæstrup: Kontakt med England, 1954. Samme: Hemmelig alliance 1-11, 1959.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig