Ole Hansen, 17.12.1855-26.6.1928, landbrugsminister. Født i Høm ved Ringsted, død i Kbh., begravet i Bringstrup. H.s far var ret velstående og deltog som tilhænger af bondevennepartiet i egnens kommunale og politiske liv som også sønnen fra sin tidligste ungdom fulgte med interesse. Han gik i folkeskolen, lærte landbrug i hjemmet, var elev på Hindholm højskole og Tune landboskole og fik egen gård i Bringstrup 1879. Han var medlem af Bringstrup-Sigersted sogneråd 1883-91, dets formand 1886-91. Hans navn blev landskendt da han i spidsen for rådets flertal modsatte sig amtmandens pålæg om at videresende kultusminister Jacob Scavenius' "Mundkurvcirkulære" til kommunens lærere. Han og hans fæller blev idømt mulkter som de nægtede at betale hvorefter de under energisk protest, navnlig fra H.s side, blev indsat til afsoning i Ringsted arresthus. Han var fra nu af en af egnens ledende mænd, formand for Bringstrup Andelsmejeri, deltager i oprettelsen af Ringsted Andelsslagteri, medlem af Sorø amtsråd 1895-1910 og medlem af bestyrelsen for Den sjællandske Bondestands Sparekasse 1890-1909, det sidste år dens formand. 1890 valgtes han i tilslutning til den Hørupske gruppe til folketinget for Lejrekredsen efter Ludvig Holsteins (1839-1912) mandatnedlæggelse, men sluttede sig efteråret 1890 til Frede Bojsens forhandlingspolitik og blev 1891 formand for Ringsted Folketidende da et lille aktionærflertal svingede bladet over fra radikal til moderat kurs. Marts 1894 sprang han sammen med P. A. Alberti fra forliget med J. B. S. Estrup og motiverede sin holdning i meget stærke ord. 1895 var han medstifter af venstrereformpartiet og blev finansudvalgsmedlem, ordfører for tillægsbevillingsloven og medlem af den store skattelovs-kommission 1900.

H., var landbrugsminister 1901-08, først i ministeriet Deuntzer, fra 1905 i ministeriet J. C. Christensen. Hans udnævnelse betød et socialt skifte. Som "den første bonde i kongens råd" vandt han betydelig popularitet i sine standsfællers kreds. Han viste rolig og besindig optræden og godt praktisk greb på sagerne som minister. Blandt de reformer han gennemførte omfattede han loven om tiendeafløsning 1903 med størst varme. Den stod for ham og mange andre som den endelige afslutning af den lange kamp for bondens politiske og økonomiske ligeret. Ved lov om fæstehuse 1902 forbedredes leje- og fæstehusmænds retsstilling, og statslån til jordlodder til landarbejdere øgedes 1904. Ved ministeriets rekonstruktion juli 1908 trådte han tilbage tillige med Alberti og udnævntes til landbrugskyndig direktør i nationalbanken. Knap to måneder efter ramtes han af det, han betragtede som sit livs største ulykke: Albertikatastrofen. Selvfølgelig havde han ingen anelse haft om Albertis bedragerier, og der kunne moralsk ingen plet sættes på ham, men han havde stået Alberti særlig nær og havde været bestyrelsesmedlem og fra 1908 formand i bondestandens sparekasse, og derrettedes derfor hårde bebrejdelser imod ham for manglende agtpågivenhed. Han nedlagde straks stillingen som nationalbankdirektør, og 1909 stillede han sig ikke til genvalg i Lejrekredsen. Nu kom de år uden for det offentlige liv som han selv har karakteriseret således: "Jeg glemmer naturligvis aldrig de Aar, hvor jeg sad ved den frosne Rude og aandede for at faa et lille Kighul for en Solstraale". Solstrålen kom 1914. Der var efter de første års bitterhed blandt de sjællandske bønder mange som med tak mindedes den første bondeminister og ikke kunne forsone sig med, at han vedblivende skulle være udelukket fra det offentlige liv. Ved landstings-valget i grundlovskampens tegn 1914 var det for at redde det sidste, mandat for grundloven nødvendigt for de tre grundlovspartier at holde sammen og de valgte H. i 3. landstingskreds. Han havde derefter sæde i tinget til sin død, fra 1918 som tingvalgt. Han fik straks en fremtrædende stilling i tinget, blev medlem af finansudvalget 1914-22, formand for landstingets venstre og landstingsformand fra 1922. H.s personlighed var som skabt for landstinget. Bølgerne gik aldrig så højt her som i folketinget. Han var en mester i at anslå den rolige forhandlingstone, og med sin sunde praktiske sans og den stilfærdige autoritet, han efterhånden havde erhvervet også uden for sit eget parti, fik han mere end én vanskelig sag til at glide.

Familie

Forældre: gårdejer Hans Olsen (1824-1900) og Sidse Marie Olsdatter (1834-1905). Gift 1. gang 18.4.1879 i Farringløse med Marie Magdalene Jacobsen, født 20.6.1860 i Skelby, Tybjerg hrd., død 27.3.1880 i Bringstrup, d. af gårdejer Frederik J. (1826-64) og Ane Sophie Nielsen (1836-63). Gift 2. gang 9.9.1881 i Alsted med Hanne Petronelle Hansen, født 21.6.1859 i Alsted, død 17.1. 1935 på Frbg., d. af gårdejer Jørgen H. (1809-88) og Maren Frederiksen (1822-77).

Udnævnelser

R. 1902. DM. 1903. K.2 1905. K.1 1908.

Ikonografi

To træsnit, det ene 1891, og et litografi. Afbildet på litografi af det første venstreministerium, på P. Fischers mal. af stoningsdeputationens audiens 1905 (Varde mus., slottet i Oslo, Fr.borg), blandt ministrene på et par "Mindeblade i Anledn. af Kong Chr.IXs Død" og på O. Matthiesens mal. 1923 af rigsdagen 1915 (folketinget). Radering af Leo Enna. Buste af Bodil Westh. Relief af Johs. Bjerg på mindesten (Ringsted). Foto. Mal. af H. Dohm, 1924 (folketinget).

Bibliografi

O.H.: Hvorledes jeg blev politiker, i Tiden VI, 1915. -N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901-03 55-60. Folkelæsning 11.5.1902. Ringsted folketid. 7. og 10.9.1906. Sst. 27.6.1928. J. V. Christensen i Tiden 19.9.1913. Politiken 27.6.1928. Berl. tid. s.d. J. V. Christensen: Den første bonde i kongens råd, 1929 (særtryk af Tune elevers årsskr. 1929 3-69). Fr. Skrubbeltrang: Den sjællandske bondestands sparekasse, 1959. Niels Thomsen: Dagbladskonkurrencen 1870-1970 II, 1972 601. – Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig