Ole Olsen (filmproducent)

Ole Olsen, Ole Andersen Olsen, 5.5.1863-5.10.1943, filmproducent, kunstsamler. Efter en nødtørftig skolegang drog Ole Olsen som 14-årig til Kbh. hvor han blev markør i Axelhus. Sit første store kup gjorde han da han efter attentatforsøget mod konsejlspræsident J.B.S. Estrup klippede det billede ud som et øjenvidne havde tegnet til ugebladet Nutiden, anbragte det i en kukkasse og berejste markeder på Sjælland og Fyn med denne sensation. Allerede efter første dags forevisninger havde Ole Olsen tjent 260 kr. Entreen var 10 øre. Herefter slog han sig definitivt på markedsunderholdning, og de næste tyve år var han at finde på markeder over hele Skandinavien.

1898 grundlagde han et "Tivoli" i udkanten af Malmö hvor han 1899 for første gang viste "levende billeder", dvs. film. Efter at have tjent en formue i Malmö vendte han 1902 tilbage til Kbh., åbnede april 1905 Biografteatret i Vimmelskaftet 47, en af Kbh.s første biografer. Ole Olsen fik meget hurtigt vanskeligt ved at skaffe film til sin biograf. Der var kun få filmproducenter 1905 og produktionen kunne ikke hamle op med publikums filmhunger. Ole Olsen besluttede derfor selv at producere film og købte to Pathéoptagerapparater. Jan. 1906 gik det løs. Man lagde ud med nogle korte reportagefilm; en længere, optaget i anledning af Christian 10.s død fik så stor succes, at Ole Olsen vovede at grundlægge Danmarks første spillefilmselskab Nordisk Films Kompagni. Han satsede fra begyndelsen på det udenlandske marked og havde inden udgangen af 1906 filialer og agenter i mange europæiske lande. Hans selskab voksede støt og omkring 1910 var Nordisk Films Kompagni verdens næststørste filmproduktionsselskab med en eksport på ca. 98 pct. af produktionen.

Inspireret af andre filmselskabers succes med lange, dvs. flerspolers film, besluttede Ole Olsen fra 1911, som den første overhovedet, at lægge hele selskabets produktion af spillefilm an på disse. Og dispositionen var rigtig. Publikum foretrak flerspolers film for korte film; allerede maj 1911 var selskabets produktion og omsætning blevet så stor, at en enkelt mands kapital ikke længere slog til og selskabet blev derfor omdannet til et aktieselskab med Ole Olsen som generaldirektør. Den daglige ledelse overdrog han til andre og koncentrerede sig om at oparbejde og udbygge de udenlandske filialer og datterselskaber, fortrinsvis i Tyskland. Da man i udlandet 1911/12 begyndte at udleje film i stedet for som tidligere at sælge dem, indså Ole Olsen hurtigt betydningen af selv at eje biograferne. Han erhvervede derfor ca. 35 premierebiografer i Tyskland, hans største marked. Disse og Nordisk Films Kompagnis andre tyske besiddelser blev man tvunget til at afstå til den tyske stat 1917, da Tyskland nationaliserede filmindustrien.

Ole Olsen er vor største filmproducent. Hans evner kom især til udfoldelse i pionertiden, årene op til 1914; han havde en enestående sans for hvilken vej udviklingen ville gå, og han forstod som den kloge forretningsmand at udnytte situationen. Senere, da de kunstneriske krav blev større, krævedes der langt mere for at være en stor producent; her viste Ole Olsens begrænsning sig. Blandt hans alvorligste fejldispositioner var, at han ikke sørgede for Asta Nielsens fortsatte tilknytning til Nordisk Film, og at han undlod at sikre selskabet Benjamin Christensen, et af vore største instruktørtalenter. – 1933 købte Ole Olsen Esterhøjgård, nær sin fødeegn. Her indrettede han i en kæmpehøj på gårdens grund en gravhøj til sig selv, sin kone og sin familie og lod den udsmykke indvendig med mosaikker af billedhuggeren Arne Meyer, der illustrerede 1900-tallets tekniske opfindelser. For de penge Ole Olsen fik ved den tyske filmindustris nationalisering købte han kunst, fortrinsvis østasiatisk kunstindustri; disse indkøb blev grundstammen i den store kunstsamling som efterhånden optog mere og mere af hans tid og interesse. Indtil 1922 sad han i Nordisk Films Kompagnis ledelse, 1922-24 dog kun som bestyrelsesmedlem. Herefter trak han sig definitivt ud af selskabet, helligede sig sin store kunstsamling og udsendte 1940 en selvbiografi, Filmens Eventyr og mit eget.