Otte Rud (admiral)

Otte Rud, Otte Knudsen Rud, 15.5.1520-11.10.1565, admiral. Født på Vedby, død på Svartsjö slot, begravet i Vor Frue k. i Kbh. R. gik som barn i Sorø klosterskole, men indledte allerede som 12-årig et omtumlet krigerliv, først som smådreng hos Jost v. Mansfeld, senere i greven af Schwarzburgs tjeneste. 1534–35 deltog han i Münsters belejring og i sachsisk tjeneste i angrebet på hertug Heinrich af Braunschweig 1542. Herefter vendte han hjem og fik ansættelse som hofsinde. 1548 deltog han i brudetoget til Sachsen der anførtes af hans senere svoger Peder Oxe. Svogerskabet var vel heller ikke uden forbindelse med at han nu trådte ind i administrationen. 1.5.1549 blev han lensmand på Dragsholm og 1551 på Gotland. Her gav hans styre anledning til talrige stridigheder med Visbys borgere. Når han temmelig brat afskedigedes i april 1557 skyldtes det imidlertid snarest Oxernes fald. I hvert fald klarede han frisag i de sager mod ham der verserede efter afskedigelsen. 1558 fratoges han ligeledes det gamle bispelen Venslev som han havde fået efter sin far 1554 i henhold til gudfaderen Lave Urnes brev. Efter tronskiftet blev der dog atter brug for ham. 1559–61 fik han Odensegård og fra 1562 Korsør. Sin berømmelse skylder R. syvårskrigen. Allerede i slaget ved Mared 9.11.1563 udmærkede han sig. I foråret 1564 anførte han orlogsskibet Byens løve. I søslaget 30.-31.5. kom han og svogeren Jørgen Brahe (1515–65) tappert Herluf Trolle til undsætning i den ulige kamp mod det svenske admiralskib Makalös og syv andre skibe, og det var R. der entrede Makalös som brød i brand og sprang i luften. 1565 anførte han et erobret svensk skib, Krabat. I slaget ved Fehmarn 4.6. hvor Herluf Trolle blev livsfarligt såret udmærkede han sig på ny. Efter slaget søgte flåden til København, og her udnævntes R. til admiral i Herluf Trolles sted. Om bord på Jægermesteren sejlede han fra København og stødte 7.7. under Bornholm på en overlegen svensk flåde som han imidlertid uden tøven angreb. Bistået af broderen Erik på Jomfruen gik han selv løs på det svenske admiralskib. Da Jomfruen brændende måtte trække sig ud af kampen blev Jægermesteren fuldstændigt omringet af fjendtlige skibe. Efter en heltemodig kamp måtte R. ved solnedgang overgive sig. Under ydmygende former førtes han og de øvrige fanger i triumftog af Erik XIV. Kort efter døde han af pest i sit fængsel på Svartsjö slot ved Målaren og bisattes foreløbigt i Svartsjö kirke. Efter fredsslutningen fik enken udleveret liget der under behørige æresbevisninger førtes til Danmark. På den sidste strækning fra Dragør til København førtes det efter kongelig ordre på R.s gamle og nu frigivne admiralskib Jægermesteren. Derimod blev enken 2.4.1576 beordret til at nedrive det storslåede gravmæle over manden hun havde opført i Frue kirkes kor. R. havde arvet Møgelkær ved Horsens og erhvervet Sæbygård i Vendsyssel ved mageskifte med kronen 1560. Begge steder opførte hans enke nye hovedbygninger.