Otto Himmelstrup

Otto Himmelstrup, 24.5.1878-27.11.1949, vicepolitiinspektør. Født i Nysogn på Holmsland, død på Frederiksberg (Markus), urne på Søndermark kirkegård. Himmelstrup var efter en grundig skoleuddannelse hos faderen i en årrække beskæftiget ved landbruget, først som landvæsenselev og efter ophold på landbrugsskole som avlsforvalter på større gårde. Efter aftjening af værnepligt som underkorporal blev han 1903 ansat som politibetjent i Københavns politi hvor han nogle år forrettede patruljetjeneste på Vesterbro efterfulgt af en periode med tjeneste ved sædelighedspolitiet. 1911 fik han ansættelse ved det nyoprettede statspoliti med station i Årup på Fyn, men allerede tre år senere vendte han tilbage til København hvor han i statspolitiets afdeling en årrække hovedsagelig var beskæftiget med fremmedtilsynet. Han forfremmedes her 1916 til overbetjent og 1920 til overvagtmester. 1923 forflyttedes han til Kruså hvorfra han førte tilsyn med paskontrollen langs grænsen indtil han 1927 blev leder af den da oprettede kriminalpolitiets rejseafdeling hvor han 1938 forfremmedes til kriminalkommissær. 1943 stationeredes han en kort overgang ved statsadvokaturen for særlige anliggender i Århus og blev i forbindelse hermed ekstraordinært udnævnt til konstitueret vicepolitiinspektør, året efter til vicepolitiinspektør. 1948 tog han som 70-årig sin afsked.

Himmelstrup afslørede tidligt fremragende evner som opdager. Allerede under sin stationering som statsbetjent på Fyn, hvor han på sin gamle hjemegn som enkeltmandsdistrikt havde hele den nordvestlige del af øen, opklarede han således en anselig række af indbrudstyverier og påsatte brande. Hans betydelige evner kom dog navnlig til udfoldelse fra 1919 da der direkte under chefen for statspolitiet oprettedes en såkaldt undersøgelsesafdeling som bl.a. havde til opgave at bistå politikredsene med kriminalpolitipersonale til behandling af større sager som vanskeligt kunne bestrides af den lokale styrke. Selv om brandsager og større serier af indbrudstyverier fortsat var i overtal var det dog opklaringen af drabssager, fx "Ladbymordet", 1926 som udadtil gjorde ham bekendt. I befolkningen skabtes efterhånden en myte om Himmelstrup som manden der ved sin blotte nærværelse fik gerningsmanden til at tilstå. Når han med isnende ro foretog afhøring af en sigtet nåede han ofte sine resultater mere ved stædig systematik end ved egentlig intuition. Under større sager ville han ikke blot selv være med i alt, selv de mindste detaljer, han anså det også for vigtigt at alle medarbejdere var fuldt orienteret om sagens gang. I løbet af den snes år han virkede som leder af rejseholdet kunne han opvise en række fortrinlige resultater og en opklaringsprocent som også i europæisk sammenligning var ekstraordinært stor.

Den respekt der stod om hans navn lod sig end ikke svække af de fra tid til anden forekommende uløste opgaver blandt hvilke var den i 1929 meget omtalte Edithsag. Himmelstrup gjorde under krigen opklaringen af drabet på Kaj Munk til sin mærkesag. Han fandt hurtigt frem til at den bil som den myrdede var ført bort i, tilhørte det tyske politi og var udgået fra deres hovedsæde Dagmarhus. Tyskerne, som havde søgt at sløre mordet og give det udseende af at være en likvidering foretaget af folk fra modstandsbevægelsen, beordrede imidlertid herefter undersøgelsen stoppet. Efter kapitulationen genoptog Himmelstrup efterforskningen, og det lykkedes ham som en værdig afslutning på sit livsværk at afsløre de fem gerningsmænd som under ledelse af tyskeren Wolfgang Söhnlein havde forøvet drabet.