Otto Irminger, Otto Frederik Henrik Irminger, 17.11.1836-12.7.1923, søofficer. Født i Fredericia, død i Kbh., urne på Holmens kgd. I. blev kadet 1850, sekondløjtnant 1857, løjtnant 1858, premierløjtnant 1868 og kaptajn 1875. Efter at have sejlet i koffardifart 1858–60 var han jævnlig udkommanderet. Af hans togter skal nævnes at han i krigsåret 1864 var med panserfregatten Dannebrog og 1872 næstkommanderende i skonnerten Fylla til Island. Som kaptajn var han chef for forskellige mindre skibe, næstkommanderende i panserskibet Odin 1879 og 1881 og i fregatten Jylland til Vestindien 1880–81 og endelig som sidste kommando chef for skonnerten Diana til Island 1884. Han fik sin afsked 1888 ved opnået aldersgrænse med kommandørs karakter. I. var en intelligent og kundskabsrig søofficer der desværre ret tidligt fik sin synsevne nedsat, hvorfor han ikke kunne avancere. Bedst kendt er hans navn gennem det betydelige arbejde, han har ydet for udbredelsen af den almene geografiske viden, dels gennem mange litterære arbejder om Afrikaforskningens storhedsperiode og dels gennem sin mangeårige virksomhed i Det kgl. danske geografiske selskab hvor han 1885–1903 beklædte stillingen som sekretær, mens han i virkeligheden var dets leder, som ved sin kloge og taktfulde optræden skaffede det en smuk europæisk position. I. var en personlig ven af de største moderne forskere og sikrede derved selskabet mange førsterangs foredrag. Han var en flittig bidragyder til Geografisk Tidsskrift og Tidsskrift for Søvæsen, medarbejder ved Salmonsens Konversationsleksikon og Berlingske Tidende, indtil synssvækkelsen også hindrede dette. De sidste år af sit liv var han blind. I. var korresponderende medlem af Geographical Society i London, Gesellschaft für Erdkunde i Berlin og Norsk geografisk selskab.

Familie

Forældre: premierløjtnant, senere viceadmiral Carl L. C. I. (1802–88) og Henriette G. Viborg (1814–65). Gift 9.10.1864 i Fredensborg (Slotsk.) med Therese Margrethe Augusta Bournonville, født 29.11.1840 i Kbh. (Slotsk.), død 7.9.1913 sst., d. af balletmester August B. (1805–79) og Helene F. Håkansson (1809–95).

Udnævnelser

R. 1879. DM. 1897. K.2 1903. K.1 1916.

Ikonografi

Mal. af V. Irminger, 1914. Afbildet på mal. af Anna Petersen fra det Gamelske hjem, udst. 1896. Foto.

Bibliografi

III. tid. 18.11.1906. Berl. tid. 16.11.1906 og 16.11.1916 samt 13.7.1923. [Th. A. Topsøe-Jensen] i Tidsskr. for søvæsen, 1923 42 1f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig