Otto J.M. Kofoed-Hansen

Otto J.M. Kofoed-Hansen, Otto Joachim Moltke Kofoed-Hansen, 20.3.1854-16.4.1918, søofficer. Født i Haderslev, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). K.-H. blev kadet 1867, sekondløjtnant 1873, premierløjtnant 1874, kaptajn 1888, kommandør 1900, viceadmiral og kommanderende admiral 1911. Efter en alsidig tjeneste som løjtnant, hvor han var udkommanderet med flådens skibe, i koffardifart og skoleofficer ved søofficersskolen var han 1888–91 ved søminekorpsets I. afdeling, 1891–94 fører af postdampskib mellem Korsør og Kiel og 1895–98 vagerinspektør. Han gennemførte den nye afmærkning i danske farvande og forbedrede sømærkerne. 1898–99 var han næstkommanderende i krydserfregatten Fyen til Middelhavet, 1899 og 1900 chef for kongeskibet Dannebrog og 1900–01 stabschef ved den flydende defension på Kbh.s red.

K.-H. der havde været kritisk indstillet over for den af højreregeringen anlagte forsvarspolitik og N. F. Ravns lange og initiativfattige ledelse af marinen 1873–1900 blev efter systemskiftet 1901 departementschef hos marineministeren F. H. Jøhnke og 1905 direktør for marineministeriet efter at J. C. Christensen var blevet forsvarsminister. K.-H. var eksponent for den strategiopfattelse som havde været hævdet af marinen igennem Estrup-perioden, men som politisk havde været dæmpet ned. Med K.-H. blev disse synspunkter atter ført frem med styrke. K.-H. kunne ikke anerkende Københavns befæstning som hovedpunktet i Danmarks forsvar, og mente at en realistisk betragtning af landets geostrategiske beliggenhed og forhold nødvendiggjorde en neutralitetspolitik der var acceptabel for Tyskland. Dette standpunkt påvirkede især venstre-politikerne. Det var K.-H.s opfattelse at hærens propagandafelttog i 1880erne, hvor enhver officer optrådte som "sagkyndig", havde skadet forsvarets sag i befolkningen, og han overtalte derfor sine officerskammerater i søværnet gennem møder i Søelieutenant-selskabet i 1900–01 til at undlade at blande sig i den offentlige debat om forsvarsspørgsmålet. K.-H. var utvivlsomt den rette mand at placere i marineministeriet. Han mødte med intentioner om at modernisere og effektivisere marinens ledelse med henblik på at styrke det militære og operationelle element. Som noget nyt oprettede han en marinestab i hvilken han samlede et lille antal dygtige yngre officerer der under hans ledelse beskæftigede sig med planlægning inden for overordnede og strategiske spørgsmål. K.-H.s reformer standsedes imidlertid ved nedsættelsen af forsvarskommissionen i 1902 idet der ikke så længe denne kommission arbejdede var mulighed for større ændringer i organisation og struktur. K.-H. sad pga. sygdom ikke i forsvarskommissionen bortset fra en kort periode, men han var den egentlige bagmand for de synspunkter der fremførtes her af flådens tilforordnede. 1905–06 afsluttede hans stab en indgående og interessant analyse af Danmarks stilling imellem Tyskland og England (Den danske Stats militærpolitiske Stilling og Ordningen af Landets Forsvar) senere kendt som "Graabogen". Memorandummet fik betydning for venstrereformpartiet og må betragtes som det reelle grundlag for forsvarskommissionens flertalsindstilling der blev afgivet 1908.

I slutningen af 1908 gik K.-H. af som direktør for marineministeriet på grund af uoverensstemmelser med J. C. Christensen som han anså for at være lige så enerådende som N. F. Ravn tidligere havde været. Medvirkende hertil var imidlertid også at K.-H. selv også var en meget myndig og enerådende natur. Forsvarskommissionens afslutning var utvivlsomt en sejr for K.-H., og han blev derfor dybt skuffet over at der ikke var politisk mulighed for at gennemføre dens resultater. I 1909 udgav han pjecen Udenrigspolitik og Forsvar i hvilken K.-H. med sikker strategisk forståelse fremførte sine synspunkter, ganske givet med henblik på at påvirke den offentlige og derigennem den politiske mening. Forsvarsordningen, der gennemførtes 1909 og betød et fremskridt for søværnet, bygger i sin grundopfattelse på K.-H.s synspunkter. 1909–11 var K.-H. derefter chef for de årlige eskadreøvelser som under hans ledelse nåede et foreløbigt højdepunkt. 1911 blev han kommanderende admiral, generalinspektør for søværnet og chef for søofficerskorpset. 1.8.1914–11.4.1918 var han chef for flådens overkommando under sikringsstyrkens etablering som følge af første verdenskrig. K.-H. spillede en afgørende rolle ved beslutningen om at spærre de danske stræder med miner 5.8.1914. Ved denne lejlighed viste K.-H. sig tro mod de synspunkter han energisk havde stået for siden 1900. Efter en tysk henvendelse om Danmark ville spærre stræderne med miner for begge de stridende parter gik K.-H. kraftigt ind for dette standpunkt i modsætning til hæren og flere af de ansvarlige ministre. En spærring ville først og fremmest gavne Tyskland, og derved ville den danske neutralitet gennem denne handling blive acceptabel for Tyskland, netop den strategiske mulighed der efter K.-H.s mening var den eneste realistiske mulighed for at Danmark kunne undgå at blive inddraget i krigen mellem England og Tyskland. Den endelige beslutning blev taget i overensstemmelse med K.-H.s holdning. Der kan næppe herske tvivl om at det var denne handling sammen med det faktum at Danmark besad en efter forholdene stor flåde som følge af forsvarsordningen af 1909 og iøvrigt K.-H.s utrættelige virke, der holdt Danmark uden for første verdenskrig. K.-H. led af sukkersyge og døde midt under sit virke som flådechef.

K.-H. var en dygtig, energisk, pligtopfyldende og myndig søofficer med talent for strategisk forståelse. Han var hverken elsket eller vellidt, nærmest frygtet, men mest respekteret. Forsåvidt passer den klassiske karakteristik "streng men retfærdig" på K.-H. Han var en af Danmarks dygtigste flådechefer i nyere tid, og hans død var bl.a. i politisk sammenhæng et afgjort tab for søværnet. "Hans historiske fortjeneste ligger i hans forståelse for stabsarbejde, hans opfattelse af Danmarks strategiske situation og hans vilje og evne til i 1914 at drive mineudlægningen igennem" (Tage Kaarsted).