Otto Krabbe, 12.1.1910-19.1.1994, seminarierektor. Født i Uglev, Odby sg. K. blev teologisk kandidat 1934, og s.å. overtog han stillingen som forstander for Kristeligt studentersettlement på Vesterbro i Kbh. hvor han allerede havde virket en årrække i sin studietid. Settlementsbevægelsen, der opstod i England i 1880erne, kom til Danm. i 1911 da det første settlement oprettedes i Kbh. Tanken bag bevægelsen er at studenter skal oprette forsamlingslokaler i byernes arbejderkvarterer og der modes med den lokale befolkning, dele deres viden med denne og i det hele taget være den til trøst og opmuntring på et kristent grundlag. I dette arbejde gik K. ind for en udpræget aktiv og udadvendt holdning, og han veg ikke tilbage for at ytre sig skarpt kritisk om det offentliges sociale indsats. Navnlig boligforholdene harmede ham, og o. 1950 stillede han sig i spidsen for Vesterbros boligaktion. Titlen på et af hans indlæg er typisk: Der må være nogen, som bliver ved med at sige sanering (Bygmesteren 1951). Et hårdt angreb på Vesterbromiljøet og dets ansvar for ungdomskriminaliteten fremførte han i 1955 i tidsskriftet Folkevirke. I begyndelsen af 1960-erne var K. den ledende kraft i den gruppe der med økonomisk støtte fra Kbh.s kommune fik oprettet et familiecenter på Vesterbro. Fuldtidsansatte socialrådgivere skulle her støtte familier med tilpasnings- eller andre vanskeligheder. K. var formand for centret til 1969 og derefter medlem af bestyrelsen til 1972. I 1965 gik K. over i en anden gren af det socialpædagogiske arbejde idet han blev rektor for Skovtofte børneforsorgsseminarium hvor han blev til han 1980 faldt for aldersgrænsen. 1965–68 var han lektor i sociallære ved pastoralseminariet. Blandt K.s mange bestyrelseshverv kan nævnes formandsposten for Det sociale boligselskab Hjem 1968–76. I 1963 fik han Antonius-prisen, s.å. en hæderspris fra Overretssagfører L. Zeuthens mindelegat og 1967 en hæderspris fra Civilingeniør V. Mallings legat.

Familie

Forældre: gårdejer Kristen K. (1866–1935) og Maren Christensen (1869–1914). Gift 13.8.1935 i Risskov med lærer Anna-Margrethe Christiansen, født 18.11.1910 i Ribe, d. af rektor Christian Laurits C. (1877–1963) og Anna Sophie Windinge (1880–1947).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

N. H. Arnfred i Højskolebl., 1943 166–68 175f. P.-H. Kühl i Socialt t., 1964 319–25. Aktuelt 12.1.1970.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig