Ove Bille

Ove Bille, d. 10.4.1555, biskop i Århus. Død på Skovkloster, begravet i Antvorskov klosterk. Med en universitetsuddannelse bag sig der havde indbragt ham magistergraden blev B. 1499 kancellisekretær – 1525 siger han at han tjente dagligt i kancelliet 21 år. Eftertidens skik lønnedes han med gejstlige forleninger: 1501 kanonikatet "de rota" i Roskilde, 1505 provstiet i Viborg og 1507 provstiet i Lund. 1516 fik han dekanatet i Roskilde mod at afgive Viborgembedet. 1512 omtales han som dr. jur., og da han blev biskop havde han kirkelig indvielse som diakon. Senest 1507 udnævntes han til kong Hans' kansler. I dette embede øvede han en utrættelig indsats, men opnåede også stor indflydelse og anseelse. Alle vigtige politiske afgørelser gik igennem hans hænder, herunder udenrigspolitikken. At B. stod højt i kongefamiliens gunst ses af at Christian II 1512 foreslog faderen at gøre ham til ærkebiskop Birgers efterfølger. Antagelig i forbindelse med Christian IIs kroning optoges han juni 1514 i rigsrådet – den almindelige opfattelse at B. blev rigsråd allerede under kong Hans kan næppe opretholdes eftersom han ikke har beseglet håndfæstningen 1513. Endnu under Sveriges erobring 1520 var B. i fuld virksomhed som administrationens leder, men s.å. indledte han med kongens billigelse forhandlinger om overtagelsen af Århus bispestol efter den gamle Niels Clausen. Da kapitlet havde valgt ham opnåede han i august pavens bekræftelse, modtog præste- og bispeindvielse og indsattes højtideligt i embedet af sin forgænger 23.10. Dette har B. selv skildret i en bevaret (knap og konventionel) skrivelse til moderen. De følgende urolige år levnede ham få stunder til at nyde besiddelsen af stiftet. 1522 sendtes han til mødet i Reinfeld med lübeckerne. Da jydernes opstand januar 1523 brød løs anmodedes han af Christian II om at mægle. Sammen med Mogens Gøye sluttede han stilstanden i Sjørslev 2.2. og forhandlede i Horsens 9.2. om et personligt møde mellem kongen og oprørerne. Lige til hertug Frederik (Is) væbnede optræden i riget tøvede B. Herefter tilsluttede han sig til gengæld af hjertet det nye styre. Ca. 15.3. sendte han Christian II sin opsigelse af troskabseden, og som bevarede aktstykker afslører tog han personligt plads ved skrivepulten i den nye konges kancelli. 1523–36 var B. efter Mogens Gøye (med hvem han ofte samarbejdede) rigets førende statsmand. 1524 repræsenterede han rigsrådet ved Hamburg-forhandlingerne om Christian IIs genindsættelse. I en redegørelse fra 1525 opregner han med selvfølelse hvilke tjenester han havde ydet kongen og riget. Det gryende reformationsrøre søgte han efter evne at modvirke, dog uden at gribe til rabiate midler og uden selv at træde frem. Vel understøttede han Poul Helgesen, Poul Ræff og andre der forsvarede det katolske standpunkt. Men hans egentlige indsats gjaldt hævdelsen af biskoppernes økonomiske og juridiske rettigheder. Christian IIIs bekendte ord i klageskriftet mod bisperne 1536 om at B. havde været "hovedet for alt papisteri" sigter snarest til hans politiske indflydelse. Prædikanterne skrev om ham: "i sin enfoldige simpelhed som i sit eget sind er [han] dog en god mand."

Under interregnet 1533–34 virkede han for prins Hans' kandidatur, men sluttede loyalt op omkring Christian III efter Rymødet. B. og hans slægt forestillede sig tydeligvis at hans verdslige position kunne bestå også efter den lutherske læres sejr. Virkeligheden blev en anden. Ved grevefejdens ophør fængsledes han med de øvrige bisper og indsattes på Dragsholm, senere Nyborg. Fangenskabet var dog meget mildt. Således havde han egen kok, kapellan og tjener hos sig. Oprindeligt havde Christian III vistnok været indstillet på at strække sig vidt over for hans ønsker om at beholde stiftet, men B.s bestemte vægring ved at lade Silkeborg holdes både til kongens og bispens hånd – allerede en betydelig indrømmelse – hindrede dette. Ved frigivelsen 1.6.1537 efter lange forhandlinger med Johan Friis, måtte han bekvemme sig til at afskrive alle krav på bispestolen, dog at restancer fra tiden indtil fængslingen tillagdes ham – en bemærkelsesværdig gestus. Dernæst forlenedes han frit for livstid med Skovkloster (Herlufsholm) hvor han straks tog bolig. – B. var en yderst smidig politiker der havde forstået at tilpasse sig alle ydre omskiftelser i Christian IIs og Frederik Is tid. Det som hindrede ham i at acceptere den lutherske fyrstemagt efter 1536 var nok måske den mest karakteristiske side af hans ellers noget farveløse personlighed: juristen. Til sin død 18 år senere levede han forankret i forestillingen om sin høje værdighed, optaget af at hævde sin ret til et næsten fyrsteligt underhold. Udover det rige Skovkloster tillagdes han efterhånden flere indbringende forleninger: 1538 Tølløse, 1540 fire læster korn af Vordingborg, 1544 Egebjerggård og 1552 Gjelstrup i Odsherred. 1540 overdroges han desuden Svanholm af broderen Eske. Han tituleredes også stadig som biskop. 1539 da rygter om en katolsk restauration skabte røre i landet søgte B. ly på det befæstede Vallen i Halland. På Skovkloster sørgede henved 40 personer for hans opvartning. Som hans "svorne sekretær" og kapellan nævnes Hans Henriksen. Testamentet 1554 oplyser indgående om B.s besiddelser af løsøre og rede penge. Fra Eske Billes mageskifter vides at han også ejede jordegods, men omfanget og fordelingen blandt arvingerne er ukendt.