P.A. Tutein

P.A. Tutein, Peter Adolph Tutein, 10.12.1797-16.7.1885, landmand, politiker. Født i Kbh. (Ty. ref.), død på Marienborg, begravet i Damsholte. T. blev student 1851, privat dimitteret og cand. jur. 1818, men den store grosserers søn valgte at blive landmand. For sin uddannelses skyld søgte T. til den nordtyske landbrugsteoretiker Albr. Thaer der havde en menighed inden for det store landbrug i Danmark som i andre lande. T. købte 1821 godset Marienborg på Møn for 228 000 rdl. og blev som godsejer en dygtig og ivrig fremskridtsmand der uden hensyn til landlige traditioner ville rationalisere bedriften og havde en forretningsmands sans for hvad der kunne betale sig. 1874 købte han den tørlagte Kostervig for 130 000 rdl. Han lod 1853-55 opføre en ny, italiensk inspireret hovedbygning. På den jord han selv direkte rådede over var det let nok for ham at gennemføre sine ideer, men når han ville udbrede fremskridtet til bøndergodset stødte han på fæstevæsenet i den bestående skikkelse som en hindring herfor. 1831 indsendte han til Frederik VI et forslag til visse ændringer i retsforholdet mellem godsejere og fæstere med en meget mørk skildring af fæstegodsets daværende tilstand. Forslaget vandt bifald og affødte et udkast der blev forelagt de første stænderforsamlinger 1835-36.

T. var selv medlem af Roskilde stænder fra 1834 til 1848 (uden dog at møde 1842) som repræsentant for sædegårdsejerne. Under samlingen 1835-36 kæmpede han med glødende iver for antagelsen af det omtalte lovudkast hvorefter godsejeren skulle have mere ret over for den forsømmelige fæster, ganske særlig ved at få udpantningsret med hensyn til den afgift han betingede sig som erstatning ved hoveriets ophævelse. Udkastet der havde skarpe modstandere som J. C. Drewsen og T. Algreen-Ussing blev i det væsentlige billiget af begge stænderforsamlinger og førte til en forordning af 9.3.1838 hvorved der bl.a. gennem den nævnte erstatningsret skulle være sikret den fremskridtsvenlige godsejer bedre vilkår, men. som dog ikke fuldt ud kunne tilfredsstille en mand som T. Han ville helst om det var muligt se selve fæstevæsenet som institution afskaffet og gjorde sig 1837 (i en anmeldelse i Maanedsskrift for Litteratur XVII, af A. F. Bergsøes bog om C. D. F. Reventlow) til talsmand for den tanke at hele landboforfatningen i overensstemmelse med tidens ledende økonomiske ideer burde reformeres i retning af fuld frihed i jordbesiddelsen og derfor også fri rådighed for godsejerne over deres fæstegods. T. havde personlig svært ved den nøje overholdelse af de mange regulerende bestemmelser, og han hørte til de godsejere der i den anledning i 1840erne skulle blive hårdest angrebne i Almuevennen. Senere skaffede han sig af med en stor del af sit fæstegods ved bortsalg.

T. var modstander af den begyndende bondebevægelse, men uden for landbospørgsmålenes område havde han nær føling med den almindelige liberale bevægelse i stænderforsamlingernes tid. Han stillede i den første stændersamling et af forslagene om indskrænkning af statens udgifter, et forslag stærkt præget af agrarisk tankegang, men vedblev dog ikke at være en så hårdnakket angriber af regeringen på dette punkt som Algreen-Ussing. Derimod gik han videre end denne i spørgsmålet om fri forfatning, og under den bevægede stænderdebat 1840 om skattebevillingsretten udtalte han dristigt at der ikke fandtes den fornødne tillid til kronprinsen (Frederik VII) som vordende bærer af enevoldsmagten. 1842 skrev han i Dansk Ugeskrift 2.r. I om det hensigtsmæssige ved en konstitutionel ordning med fyldig repræsentation i et særligt overhus for lens- og stamhusbesiddere, kongemagten, gejstlige og verdslige embedskorporationer. T.s liberalisme var stedse forbundet med en nøje varetagelse af jordbesiddernes interesser. T. var folketingsmand for Horsens 1854-56, rigsrådsmedlem 1856–57.