Peder Galt

Peder Galt, 27.7.1584-31.8.1644, admiral. Død i Kbh., bisat i Hagested k., senere, begravet på kgd. sst. Efter at have studeret ved tyske universiteter (1600 og 1601 i Herborn, 1602 i Basel) blev G. 1604 sekretær i kancelliet, men rejste n.å. med orlov til Frankrig og studerede 16.07 i Orléans. 1609-12 gjorde han atter tjeneste i kancelliet og deltog tillige 1611 i Kalmarkrigen. Han fik 1612 et kanonikat i Roskilde som 1618 ombyttedes med et i Lund. 1621 blev han udnævnt til den første danske agent i Stockholm, en stilling han beholdt til slutningen af 1624. Han indtrådte i søetaten 1627, fik n.å. bestalling som kaptajn og var 1630 underadmiral på skibet Spes, hvor kongen var om bord, på ekspeditionen imod Hamburg, og derefter 1630-31 chef for en eskadre i Østersøen. I de følgende år synes han ikke at have været til søs. Han har da uden tvivl plejet sine litterære interesser. Han skrev digte, både latinske og danske, uden dybere poesi, men ikke blottet for humor; fortrinsvis gav han sig dog af med juridiske studier. Det eneste bevarede skrift af ham, forfattet 1632, men aldrig trykt, har til titel De jure Danorum liber og er et forsøg på en dansk retshistorie.

Da den danske flåde i slutningen af juni 1644 gik fra Kbh. for at møde den svenske i Østersøen, var G. chef for orlogsskibet Oldenborg, viceadmiralskibet i generaladmiral Jørgen Vinds flåde. Han deltog med dette i slaget ved Kolberger Heide 1.7.s.å., og han stod kongen der var ombord på Trefoldigheden, godt bi. Efter at det i slaget medtagne admiralskib Patientia med den dødeligt sårede Jørgen Vind om bord var afgået til Kbh., blev G. admiral for Jørgen Vinds eskadre – med titel af generaladmiral – der kom til at ligge nærmest ved fjenden da blokaden af den i Kielerfjord liggende svenske flåde begyndte. Efter den af kongen 13.7. givne ordre der angik mulige svenske forsøg på at sejle ud af fjorden skulle G. med sin eskadre først optage kampen med fjenden hvis denne søgte slag; var det derimod blot dennes hensigt at undkomme skulle G. sammen med de andre admiraler sætte efter ham. 28.7. rørte den svenske flåde sig for første gang og lagde sig lidt længere ud i fjorden, øst for Christianspris. 29.7. udstedte Christian IV en ordre der blev skæbnesvanger for G.; efter den skulle han, når vinden var gunstig, med sin eskadre lette, gå fjenden så nær som muligt og give ham de glatte lag, men i øvrigt rette sig efter den tidligere ordre, og ingen af skibene'måtte forfølge fjenden ind i snævringen ved Christianspris. Da den svenske flåde 30.7. om morgenen lettede og sejlede udefter, men senere på dagen standsedes, da vinden blev østlig, havde der været lejlighed for G., der nu havde luven, til efter kongens befaling at angribe modstanderne; men til disses forbavselse og sikkert til kongens forbitrelse undlod han dette. Han angav selv senere, dels at han ikke havde forstået kongens ordre af 29.7. som befaling til angreb, dels at han ikke hurtigt nok kunne få sin eskadre samlet. Det står imidlertid fast at han forsømte en gunstig lejlighed til at skade fjenden, selv om det kan tjene til hans undskyldning at kongens ordrer ikke var tydelige. Dennes misfornøjelse med hvad der var sket viste sig allerede dagen efter, idet G. 31.7. måtte "indtil videre Besked" træde tilbage til sin tidligere stilling som viceadmiral i eskadren, mens kaptajnen på det fra Kbh. tilbagekomne skib Patientia Erik Ottesen Orning blev chef for eskadren.

For de følgende dages begivenheder og særlig for den omstændighed at den svenske flåde natten mellem 1. og 2.8. slap ud af sin indespærring uden at blive forfulgt af den danske flåde, har G. intet ansvar, og et sådant blev heller ikke tillagt ham af kongen. Men ved begivenhedernes gang voksede kongens vrede over den forsømmelse der var begået 30.7., og 2.8. udstedte han en ordre om at G., som "vi ikke ere til Sinds længere at bruge paa vor Skibsflaade", skulle begive sig til Kbh. Da kongen selv kom tilbage hertil blev G. 23.8. tiltalt for sin udviste forseelse og ulydighed. Da admiralitetsretten erklærede sig inkompetent til at dømme i sagen fordi denne angik en adelsmands liv og ære, henviste kongen denne til rigsrådet der 28.8. dømte G. til døden for ikke at have adlydt en given ordre, men alle medlemmerne af rådet henstillede dog i voteringen at kongen ville lade nåde gå for ret, ligesom G. selv bad kongen om nåde. Christian IV lod sig imidlertid ikke røre, hvilket mere vidner om en af skuffelsen skabt hårdhed end om en rolig retfærdighedsfølelse, og 31.s.m. blev G. henrettet lige over for Kbh.s slot. Liget blev henlagt i et fjællehus ved Holmens kirke og siden ført til Hagested kirke hvor der 1666 af Th. Bartholin blev rejst et epitafium over G.