Peder Låle

Peder Låle, Per Lolle, levede 1350, ordsprogssamler og ordsprogsoversætter. Navnet er knyttet til en middelalderlig samling af ca. 1200 latinsk-danske ordsprogspar. Selv om samlingen i fuldstændig dansk skikkelse først er overleveret i et Ghemen-tryk fra 1506 er den utvivlsomt væsentlig ældre, og selv om samlingen kendes i latinsk-svensk skikkelse i et håndskrift fra første halvdel af 1400-tallet er den svenske samling utvivlsomt en bearbejdelse af en dansk. Personen L.s identitet er tvivlsom. De "lærde mænd ved Københavns universitet" der står bag udgaven 1506 ved intet præcist om ham: "Forfatteren og samleren af denne bog siges at have været en fortræffelig mand, Peder kaldet Låle, en udmærket fortolker af sprogvidenskaben". Og Christiern Pedersen, der udgav samlingen i Paris 1515, viser intet kendskab til nogen tradition om personen L.; derimod formulerer han på grundlag af sine egne iagttagelser i samlingens latin en bemærkelsesværdig idé: "Jeg kan let bringes til at tro at forfatteren har været franskmand eller har opholdt sig i Frankrig, for han bruger mange franske, ikke-latinske ord". Flere af 16- og 1700-årenes lærde, bl.a. Arild Huitfeldt, Claus Lyschander, Peder Resen og H. Gram, bringer en række, indbyrdes stærkt modstridende, oplysninger om personen L. der alle synes at være spekulationer og konstruktioner på grundlag af navnet og samlingen, og som derfor må frakendes kildeværdi. I Peder Syvs fortale til Aldmindelige Danske Ordsproge 1682-88 fremtræder L. som en sagnfigur. Et konkret vidnesbyrd om personens og samlingens alder findes derimod i et latinsk-svensk glossar fra 1440'erne. Heri citeres en række ordsprog der kendes fra Peder Låle-samlingen, og i tre tilfælde anføres L. som kilde til citaterne. Der kan argumenteres for at samlingen må være en hel del ældre end glossaret og derfor nok er fra før 1400. Hvis dette foreløbige grænsepunkt er rigtigt kan kun én af de personer ved navn L. der har sat sig spor i de bevarede middelalderlige kilder komme på tale som samlingens ophavsmand. Det drejer sig om den subdiakon fra Odense stift Peder Nielsen Låle (Petrus Nicolai alias dictus Lalo) som i begyndelsen af 1330'erne har bragt breve fra den pavelige nuntius i Danmark og Sverige Petrus Gervasii til kurien i Avignon. Det vides ikke præcist hvornår P. N. L. er rejst til Avignon, men det synes at være først på året 1331. I februar 1332, da han skulle rejse tilbage til Danmark, havde han ikke penge til rejsen og modtog derfor et beløb af den pavelige kammermester. 21.11.1331 giver pave Johannes 22. ham ventebrev på et gejstligt embede uden sjælesorg ved bispestolen i Ribe. Før 1331 og efter 1332 haves ingen kilder om ham. Hans lave placering (subdiakon) på den kirkelige rangstige i begyndelsen af 1330'erne tyder på at han da er en ganske ung mand og derfor nok født omkring 1310. Og hans ventebrev på et embede ved bispestolen i Ribe sætter ham i en nationalhistorisk interessant forbindelse med Jakob Splitaf der var biskop i Ribe 1327-45 og en af hovedmændene i det jyske herremandsoprør mod grev Gerhard (Gert) af Rendsborg og det holstenske panteherredømme. For teorien om Peder Nielsen Låle som ordsprogssamlingens ophavsmand og således identisk med L. taler - ud over navnet og tidspunktet - den sociale placering og forbindelsen til Frankrig. Teorien kan underbygges, ikke bevises.

Selv om den oprindelige version af ordsprogssamlingen, der formodentlig er blevet til midt i 1300-tallet, ikke er overleveret kan det siges med sikkerhed at den ikke har været identisk med den samling vi kender fra trykudgaverne 1506 og 1515. Samlingen har gennem århundreder været en levende tekst: ordsprog er lagt til, ordsprog er fjernet, rækkefølgen er lavet om, ordforråd, stavning og bøjning er ændret, altsammen betinget af samlingens stadige anvendelse som skolebog. Der er klare vidnesbyrd om at samlingen har været en udbredt elementær skolebog ved middelalderens slutning, og intet taler imod at den har været skolebog lige fra begyndelsen. Samlingens latinske linjer har været hovedsagen. Disse versificerede latinske ordsprog har skullet læres udenad, og de har været beregnet til indlæring af bestemte, ofte sjældne, ord og konstruktioner samt til indøvelse af metrik. De danske ordsprog har haft en underordnet rolle som støtte for forståelsen af de latinske og som grundlag for nye oversættelsesøvelser til latin. Ordsprogene har desuden haft en væsentlig ideologisk og opdragende funktion ved at angive fortidens præcedens for nutidens handlinger. De har almengjort det individuelle og indprentet ungdommen sociale mønstre og rutiner. De latinsk-danske ordsprogspar er blevet til på tre forskellige måder: dels er danske ordsprog blevet oversat til latin, dels er latinske ordsprog blevet gengivet på dansk, og dels er i forvejen eksisterende latinske og danske ordsprog blevet føjet sammen. L.s rolle har altså både været samlerens og oversætterens (jf. ovenfor udgivernes fortale til 1506-trykket). Samme dobbelthed gælder for de lærere og elever der har bidraget med senere kronologiske lag i samlingen. En del af de latinske ordsprog der ikke er oversat efter de danske har kunnet påvises i middelalderlige europæiske samlinger, såvel tosprogede som rent latinske samlinger. De danske ordsprog som ikke er oversættelser efter de latinske er dels taget fra skriftlige kilder (fx Jyske lovs fortale), dels i væsentlig udstrækning fra den mundtlige tradition. I samlingen mødes gammelt og nyt, mundtligt og skriftligt, originalt og oversat, folkeligt og lærd i en i dansk litteratur enestående helhed som nok så megen forskning kun delvist vil kunne opløse i sine oprindelige bestanddele. Samlingens betydning som latinsk skolebog måtte ophøre med middelalderens udgang. For den ny tids humanistiske idealer var disse knudrede, til tider rent forskruede, latinske middelaldervers helt uanvendelige i en skolepædagogisk sammenhæng. Christiern Pedersen fordømte den i 1531 sammen med andre middelalderlige skolebøger "oc andet saadant skarn Af huilke mand kan aldrig lære eller komme til ret fwndamente till ath forstaa dicte eller scriffue nogen god reth Latine / eller forstaa Huad andre gode klercke / Poeter och Historici haffue før screffuit och dicted vdi forme tid".

L.s bog mistede den anseelse som de latinske ordsprog engang havde givet den; men den fik til gengæld en ny, større og mere bestandig værdi fra de danske ordsprog. L.s danske ordsprog udgør grundstammen i dansk skriftfæstet ordsprogstradition, og flere af dem fremstår som de tidligste eksempler på meget udbredte germanske ordsprog. Den fjerne og dunkle person L.s navn er således både i den danske og i den germanske ordsprogslitteratur knyttet til et nærværende og lysende hovedværk. Gotfred af Ghemen (Kbh. 1506, optr. 1508) efterfulgtes af en række udgivere: Christiern Pedersen, Paris 1515, Hans Skonning (kun de danske ordsprog), 1614 (trykt i udlandet, tabt) (optr. 1626 og 1703), Rasmus Nyerup, 1828, Chr. Sigfr. Ley (kun de danske ordsprog), 1842, Axel Kock og Carl af Petersens: Östnordiska och latinska medeltidsordspråk, 1889-94, Aage Hansen og Chr. Behrend (kun de danske ordsprog), 1929, Aage Hansen (kun de danske ordsprog), 1966 og Iver Kjær og Erik Petersen: Danmarks gamle ordsprog 1:1-1:2, 1979.