Per Hækkerup

Per Hækkerup, Per Christen Hækkerup, 25.12.1915-13.3.1979, minister. Født i Ringsted, død i Stubberup på Lolland, begravet i Kbh. Sammen med broderen Hans H. voksede H. op i et politisk engageret hjem. Faderen – den socialdemokratiske politiker – døde dog allerede da H. var 13 år, og moderen flyttede til København hvor H. blev student fra Østre Borgerdydskole i 1934. Han begyndte at studere økonomi og placerede sig sikkert gennem præstationerne, men fik aldrig afsluttet studierne. Megen tid blev brugt dels på en udstrakt manuduktorvirksomhed i teoretisk statistik, dels på politisk virksomhed. H. var med i DSU allerede i gymnasietiden og blev landsformand 1946 og var dermed i partiets hovedbestyrelse. Samme år blev H. generalsekretær i International Union for Socialist Youth med den opgave at reorganisere den internationale socialdemokratiske ungdomsbevægelse efter sammenbruddet under anden verdenskrig. Medens H. forlod ledelsen af DSU 1952 fortsatte han til 1954 på den anden post. For H.s senere virke i international politik var årene i ungdomsbevægelsen en nyttig skolingsperiode. Ikke alene opdyrkede han sine sprogfærdigheder, men han knyttede personforbindelser der blev meget nyttige for ham. I de samme år startede H. sin karriere i den hjemlige politik. Han var 1946–50 medlem af Københavns borgerrepræsentation og blev 1950 valgt til folketinget i Lyngbykredsen – han genvalgtes her til han 1967 skiftede til Esbjergkredsen som han repræsenterede til sin død. Samtidig med folketingsarbejdet var han 1956–62 politisk og økonomisk lederskribent ved Social-Demokraten, senere Aktuelt. H. markerede i begyndelsen af 1950erne sine interesser for internationalt arbejde, var med i ledelsen for "Een verden", medlem af Europarådets rådgivende forsamling og af det udenrigspolitiske nævn. Hans politiske arbejde var dog ikke snævert, og det føltes naturligt da H. 1957 valgtes til politisk ordfører. Dermed rykkede han ind i det politiske livs centrum og blev nu "fast inventar" når store politiske forlig skulle gennemføres. Han åbenbarede et talent for at finde losninger og skabe kontakter med andre partiers ledere, ligesom han over for offentligheden stod som en vidende og slagfærdig debattør der kunne være mere end almindelig skarp så det nærmede sig det grove. Da V. Kampmann trådte tilbage som statsminister i september 1962, og J. O. Krag blev regeringschef overtog H. ret overraskende udenrigsministerposten som han sad på i de følgende fire år. Uden tvivl var det den lykkeligste periode i H.s politiske liv.

Hans eminente sprogkundskaber gjorde at han klarede sig uden tolk selv i pressemødernes hastige replikker; han havde talent for at drage opmærksomheden hen mod sin person, han ytrede sig om internationale anliggender og fik en omtale der var usædvanlig for en dansk udenrigsminister, fx når han i 1964 ved kong Konstantin og prinsesse Anne Maries bryllup offentlig gav den græske konge gode råd om hvordan en konstitutionel monark burde forholde sig i politik. Egentlige udenrigspolitiske problemer pressede sig ikke på. Spørgsmålet om Danmarks optagelse i EF blev for en tid taget af bordet kort efter H.s tiltræden gennem de Gaulles afvisning i januar 1963 af Englands medlemskab. I denne første ministertid blev det også efterhånden kendt at H.s lyst til det festlige lag kunne være et problem. Offentligheden begyndte også at tale om en misstemning mellem regeringschefen og H. Forholdet til Krag spillede i det hele i de følgende år en betydelig rolle i de politiske kommentarer. Uden tvivl kunne en sådan misstemning være der, men hvor meget den betød i de politiske afgørelser er mindre klart. Det gælder også da H. i november 1966 trådte tilbage som udenrigsminister for på ny at blive politisk ordforer og tillige gruppeformand. Det er givet at regeringen havde et stærkt behov for at have en stærk leder i tinget, nu hvor socialdemokratiet og SF havde fået flertallet efter valget den 22.11. Der var uro i begge partiers grupper; det viste sig at H. formåede at holde styr på sine egne tropper og ofte hos støttepartiet forhandle sig frem til brugbare resultater. Man talte om hans "stokkemetoder", et ord lanceret af partifællen Holger Eriksen. Det lykkedes i foråret 1967 at gennemføre det omfattende skatteforlig med SF der bl.a. indførte momsen; men her måtte H. i vid udstrækning hente hjælp hos Krag. Efter valget januar 1968, der førte til dannelsen af RKV-regeringen, fortsatte H. som ordforer. Positionen var dog svækket alene ved at partilederen nu sad på medlemsrækkerne som oppositionsfører. H.s politiske liv var nu nede i en bølgedal. Han forsøgte at få posten som generalsekretær for Europarådet; men det glippede, og han engagerede sig i arbejdet som konsulent for Scandinavian Planning and Development Association der byggede feriebyer i Jugoslavien, et arbejde som nok fjernede en del af hans opmærksomhed fra det politiske liv. Da Krag atter dannede regering i oktober 1971 blev H. økonomi- og budgetminister, og derefter var han en stærk minister indtil sin sygdom og død – kun afbrudt af den korte tid, dec. 1973 – januar 1975 da ministeriet Hartling sad ved roret.

Tiden i Anker Jørgensens regeringer blev kendetegnet af de store forlig hvor H. var en central skikkelse. Da Anker Jørgensen dannede sit andet ministerium blev H. 13.2.1975 økonomiminister og fortsatte som sådan til dannelsen af SV-regeringen 1978 da han blev minister uden portefølje med henblik på økonomisk samordning. I tiden 8.9.1976 – 26.2.1977 var han tillige handelsminister. Fra efteråret 1976 var det dog tydeligt at H. var syg. Han kunne imidlertid stadig være med og førte an ved dannelsen af SV-regeringen i 1978. I hovedbestyrelsesmødet umiddelbart efter måtte han dog erkende at han ikke mere var i stand til at betvinge en partiforsamling, og i de sidste måneder før sin død deltog H. kun lidt i det politiske liv. H., der lå til højre for midten i partiet, var i sine velmagtsdage en af de mest omtalte politikere. Han jagtede ikke populariteten, men hans trang til de festlige oplevelser, også i folkelivet, gjorde ham populær. Han var i høj grad typen på den uundværlige praktiker, mens teorier lå ham fjernere. Det var heller ikke hans natur at afsætte langsigtede mål. Det får stå hen om han, hvis andre områder var blevet hans, havde evnet at arbejde med konstruktive nyskabelser; i hvert fald var han gennemgående mod utraditionelle ideer. Som det formede sig blev han den politiker der var indflydelsesrig, i perioder også magtfuld, men som ikke satte sig varige spor. – H.s hustru Grete Hækkerup, født 4.4.1914, død 5.11.1995, blev student 1934 og havde kontorstilling; i socialdemokratiet var hun sekretær på partikontoret 1958–63. 1964–66 og 1970-81 var hun folketingsmedlem valgt i Maribo amtskreds (fra 1971 Storstrøms amt). Hun blev 1. næstformand i folketinget 1971 og fortsatte indtil 1978. Hun var endvidere medlem af Foreningen Nordens hovedbestyrelse 1959-80. –