Peter G. Krabbe, Peter Greis Krabbe, 26.10.1755-21.4.1807, søofficer. Født i Biri, Norge, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). K. blev kadet 1771, sekondløjtnant 1776, premierløjtnant 1781, kaptajnløjtnant 1789, kaptajn 1796 og kommandørkaptajn 1803. Efter et togt med fregatten Christiania til Vestindien 1780–81 var han to år i hollandsk tjeneste, 1784 viceekvipagemester på Gammelholm og 1788 chef for galejen Kragerø under den kortvarige krig mod Sverige. 1789–90 var han formand i Søelieutenant-selskabet, og 1790–93 anvendtes han til ordning af lodsvæsenet i Trondhjems og Bergens stifter. 1800 blev han som chef for fregatten Freja med konvoj i kanalen 25.7. standset af en engelsk flådestyrke på fire fregatter som forlangte at visitere handelsskibene i konvojen. Trods K.s forbud mod visitationen satte englænderne fartøjer i vandet for at begynde denne, hvorefter K. åbnede ilden mod de engelske skibe. Efter en times kamp, hvor Frejas rejsning blev stærkt beskadiget, blev skibet opbragt og indbragt til Downs hvor det indtil videre blev liggende, dog under dansk flag. Efter diplomatiske forhandlinger blev fregatten, efter at være repareret i Sheerness, frigivet og fortsatte med sin konvoj rejsen til Middelhavet. K. fik overrakt en æressabel, Grosserersocietetet i Kbh. skænkede ham et sølvservice til en værdi af 4680 rdl. og en medalje blev præget i anledning af affæren. 1801 blev K. medlem af kommissionen om Norges sødefension, 1805 chef for briggen Nidelven i evolutionseskadren.

Familie

Forældre: major, senere oberst Frederik Christian K. (1713–76) og Ingeborg Greisen (1732–84). Gift 1794 med Sophie Juul Gaarder, døbt 16.8.1773 i Halse, Norge, død 6.6.1837 i Kbh. (Holmens), d. af oberstløjtnant Ole G. (ca. 1730–99) og Else Sophie Meldal (1746–1821).

Ikonografi

Stik af J. Rieter efter physiognotraci; efter dette træsnit af H. P. Hansen, 1873.

Bibliografi

Danske mag. 3.r.V, 1857 83–86. – Danm.s adels årbog XLV, 1928 II 50. Berl. tid. 24.4.1807. J. P. With: Danske og norske søheltes bedrifter, 1819. H. G. Garde: Den dansk-norske sømagts hist. 1700–1814, 1852 337–39. Olav Bergersen: Nøytralitet og krig I-II, Oslo 1966. Ole Feldbæk: Denmark and the armed neutrality, 1980 48f 53f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig