Peter Hvidtfeldt, 18.12.1861-12.6.1945, fagforeningsformand, socialpolitiker. Født i Holbæk, død i Kbh. (Matth.), begravet i Kolding. H. fik som tolvårig plads på Holbæk-Posten hvor han udlærtes som typograf 1879. Som vandrende svend kom han n.å. til Kolding og blev her sjælen i et organisationsliv som på flere måder blev forbilledligt for provinsens arbejderbevægelse. 1883 stiftede han en fællesfagforening, landets første fællesorganisation som ganske vist opløstes et par år efter, men ud af hvis "celler" opstod en række politiske, faglige og kooperative sammenslutninger og foretagender. 1886–93 var H. formand, til 1902 næstformand for Socialdemokratisk forbund i Kolding. 1886–1902 formand for en nyoprettet Arbejdernes fællesorganisation, 1887–91 for Arbejdernes Fællesbageri. Det skyldes ikke mindst H.s agitatoriske og organisatoriske indsats at der ud af typografernes rejse- og understøttelsesforening skabtes en effektiv fagorganisation. 1886–88 var han formand for Dansk typografisk forenings Kolding afdeling, 1888–96 samme hovedforenings næstformand, 1896–98 formand. Da en delvis centralisation af typografernes organisationer fandt sted 1902, flyttede H., som fra 1898 havde været forretningsfører for Dansk typografisk forening der omfattede typograferne i provinsen, til Kbh. hvor han tillige 1905 overtog hovedkassererposten for Dansk typografforbund. Ved bortrejsen fra Kolding udgav han et lille hæfte optegnelser, Tyve Aars Organisationsarbejde i Kolding, 1902. Han indvalgtes 1904 i De samvirkende fagforbunds forretningsudvalg, var næstformand 1909–14 og fagforbundenes repræsentant i socialdemokratiets hovedbestyrelse 1912–14. Under arbejdskonflikten i den grafiske industri 1908 var H. provinstypografernes egentlige kampleder. Da Sigurd Berg fik konflikten afviklet, bl.a. ved nedsættelse af udvalget af 17.8.1908 blev H. medlem herafog var således med til at forberede lovene om den faste voldgiftsret, forligsmandsinstitutionen m.m. Efter at loven om statsanerkendte arbejdsløshedskasser var gennemført 1907 blev H. formand for det af De samvirkende fagforbund nedsatte udvalg som udarbejdede mønstervedtægten for kasserne. S.å. blev han medlem af arbejdsløshedsnævnet, fra 1922 arbejdsnævnet. Efter gennemførelsen 1914 af lov om offentlig arbejdsanvisning oprettedes et delvis kommunalt, delvis statsligt embede som afdelingschef for centralarbejdsanvisningen og konsulent for arbejdsanvisningsdirektoratet. Hertil udnævntes H., og i de nærmeste år udførte han et betydeligt arbejde ved organiseringen af de offentlige arbejdsanvisningskontorer og deres samarbejde med arbejdsløshedskasserne. Efter embedets nedlæggelse kom H. 1922 på ventepenge, senere pension. H. var en myndig og dygtig fagforeningsmand der havde en særlig evne til at finde vej gennem vanskelige forhandlinger. Hans arbejde har været grundlæggende for provinsens typografer.

Familie

Forældre: modelsnedker Søren Peter H. (1836–1921) og Ane Marie Hansdatter (1837–1905). Gift 31.8.1884 i Kolding med Amalie Eva Louise Lundahl, født 5.10.1864 i Kolding, død 15.1.1929 i Kbh., d. af skomagermester Johan Petter L. (1830–92) og Marie Kathrine Rasmine Jensen (1833–82).

Bibliografi

Socialdemokraten 29.4.1909, 18.12.1921, 18.12.1931 og 17.12.1936. Typograftid. 4.9.1914 og 18.12.1931. Fr. N[ielsen] sst., 1945 153. Kolding socialdemokrat 1.1.1924 og 16.12.1931. Fyns venstrebl. 18.12.1931.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig