Peter Larcher

Peter Larcher, Pierre Joseph Larcher, 29.12.1801-15.6.1847, solodanser. Født i Hamburg (?), død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Petri k.s kapel). L. blev 1811 balletelev under den ældre Bournonville og avancerede 1823 ved hjælp af sin smukke lille skikkelse og sin elasticitet i bevægelse og spring til solodanser. Han søgte videre uddannelse i Berlin og Paris hvor han, som Aug. Bournonville skrev, tilegnede sig "et moderne Sving, der, forenet med fysisk Styrke og Udholdenhed, tiltalte Publikum". Men ansigtet var udtryksløst, og ud over en gratiefyldt udførelse af demikarakterpartier nåede L. ikke. Hans virksomhed tilhørte ballettens overgangsperiode mellem V. Galeotti og Bournonville, og de forsøg han – ligesom E. Dahlén og P. Funck – gjorde på at forny repertoiret var bygget på fremmede forbilleder og savnede originalitet. Hyppigst, 42 gange, opførtes hans divertissement Kærlighed paa Landet. L. var dansemester hos hertugen af Augustenborg, og på teatret gav han Lucile Grahn-Young og J. L. Pätges (Heiberg) de første begreber om dans.

Hans hustru, Frederikke Larcher, debuterede femten år gammel 14.8.1827 som Nathalie i Korsikanerne på Det kgl. teater hvor hun 1832 blev kgl. ansat, og som hun tjente i 30 år. Mellem fru Heibergs gnistrende verve og fru E. Holsts statuariske skønhed fik F. L. en stilling i repertoiret der byggedes på hendes nydelige ydre og elskværdige, naturlige væsen, hele den godmodighed som var udbredt over hendes personlighed, og som blev støttet af hendes klare diktion, den hendes datter, skuespilleren Louise Jacobson, tog i arv. F. L. hørte ikke til teatrets betydelige kunstnere, men til de nyttige; 15.1.1857 optrådte hun sidste gang som Leonore i Henrik og Pernille.