Peter S. Vig, Peter Sørensen Vig, 7.11.1854-21.3.1929, teolog, historiker. Født i Bøgvad, Egtved sg, død i Blair, Nebraska, USA, begravet på den danske kgd. sst. I de første tre år efter sin konfirmation var V. tjenestekarl på bøndergårde på sin hjemegn. Imidlertid havde han stærk trang til at læse og udvide sine kundskaber og besøgte Askov højskole 1872-73 og 1874-77. Efter studier i folklore og teologi hos pastor H. F. Feilberg udvandrede han 1879 til USA i den bestemte hensigt at skaffe midler til videre uddannelse som præst. I to år var han vestepresser i Chicago og fik ved utrolig sparsommelighed samlet sig pengemidler til videre studier i Danmark, hvor udvalget for dansk-amerikansk mission støttede ham, og 1884 rejste han atter til USA som udsending for dette udvalg. Han ansattes straks som lærer ved den danske højskole i Elk Horn, Iowa, og dette blev udgangspunkt for en overordentlig betydningsfuld gerning som præst, lærer og historiker blandt de danske i USA. Han kom i årenes løb til at beklæde en række præstekald i Wisconsin, Iowa og Nebraska. I to perioder var han tillige forstander for præsteskolen i Elk Horn, 1902-05 og fra 1909 for Trinitatis seminarium i Blair, Nebraska. Han udnævntes af den forenede (danskamerikanske) kirke til dr.teol. h.c. 1921. Ved siden af sin virksomhed som præst og lærer beskæftigede V. sig med dansk-amerikansk historie og samlede et meget omfattende, værdifuldt materiale, hvoraf en del er bearbejdet og udgivet, dels i USA, dels i Danmark: Danske i Amerika, 1899, Danske i Amerika 1640-1860, 1908-09, Trinitatis Seminarium 1866-1911, 1911, Den danske Udvandring til Amerika, dens Aarsager og Veje, 1915, Dansk luthersk Mission i Amerika i Tiden før 1884, 1917 og Danske i Kamp i og for Amerika, s.å. Desuden har han udgivet en række mindre teologiske skrifter. – Det af V. samlede materiale blev efter hans død overført til Danmark og indlemmet i udvandrerarkivet i Ålborg; det består for en stor del af lomme- og notesbøger, opklæbede avisudklip, oplysninger og noter til hans forskellige skrifter samt nogle breve og fotografier. – V. var en karakterfuld personlighed som gjorde sig stærkt gældende inden for dansk-amerikansk kirkeliv og satte sit præg på et helt slægtled af dansk-amerikanske præster. Som immigranthistoriker blev han pioner ved at indsamle og i vidt omfang publicere sit vældige materiale endnu mens de store indvandrerårgange var i live.

Familie

Forældre: gårdejer, senere husmand Søren Pedersen V. (1822-1901) og Ellen Marie Christens-datter (1825-78). Gift 1. gang 12.6.1884 med Karen Marie Madsine Christensen, født 17.12.1861, død 11.5.1900. Gift 2. gang 6.8.1901 med Karen Oline Olsen, født 8.3.1875 i Ullerslev, Fyn, død 7.5.1944 i Blair, d. af væver og gartner Lars O. (1834-1907) og Anne Kirstine Hansen (1850-1908).

Udnævnelser

R. 1921.

Ikonografi

Mal. af C. M Videbeck. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Kirkelig samler XIII, Cedar Falls 1885 475f. P. S. V.: Hyrdedreng på heden, 1969 = Mist. samf. for Ribe amt. Småskr. VII. – P. S. i Fra Ribe amt IV, 1915-18 137–91 (om slægten). Aug. F. Schmidt sst. X 1940-43 247-54. De forenede staters da. almanak, udg. M. Salomon, Seattle, Wash. 1916 206. Luthersk ugebl., Blair, Nebr. 3.8.1927 og 2.4.1929. Theo P. Beck: The professor P. S. V., Blair, Nebr. 1946. Aage Wohlert i Vejle amts folkebl. 22.1.1970.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig