Philip Arctander, 14.6.1916-27.1.1994, arkitekt. Philip Arctander blev uddannet på Kunstakademiets arkitektskole og virkede som selvstændig arkitekt 1939–47; han tegnede bl.a. Muslingestolen 1944. I denne periode opførte han (sammen med Hans Henning Hansen) efter konkurrence Valby idrætspark. Ved oprettelsen af Statens byggeforskningsinstitut 1947 blev Philip Arctander forskningsleder og havde væsentlig indflydelse på dets senere udvikling. 1968-81 var han SBIs direktør og deltog tillige i det internationale samarbejde på byggeforskningens område, bl.a. som præsident for Conseil International du Båtiment 1962–65.

Philip Arctander opholdt sig 1951–52 i Geneve som rådgiver i bygge- og boligspørgsmål ved FNs økonomiske kommission for Europa og bistod FNs højkommissær for flygtninge, bl.a. i Østrig 1956 og Tyskland 1958. I flere perioder mellem 1957 og 1961 var han udsendt af FN som rådgiver for Regional Housing Centre i Indonesien og virkede på samme måde for det internationale Røde Kors i Nordvietnam 1973.

Philip Arctander blev i 1962 medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber. Han var formand for Akademisk arkitektforening 1955–61 og for Danske arkitekters landsforbund 1966–69. Philip Arctander var også en flittig skribent og udgav bl.a. Oprør fra flertallet - en bog om socialisme på dansk, 1985 samt undervisningsmaterialet Tag over hovedet, 1991. 1969 tildeltes han Akademisk arkitektforenings æresmedalje og i 1975 Eckersberg-medaljen.

Familie

Philip Arctander blev født i København.

Forældre: cand.pharm., senere direktør i A/S Medicinalco, fransk translatør Poul Gerhard A. (1883–1966) og Frida Lund (1888–1955). Gift 5.7.1944 i Kbh. med Lizzie Marie Sophie Schytte, født 2.4.1921 i Kbh., død 3.6.1995, d. af direktør Thomas Carl Martin S. (1885–1960, gift 2. gang med Benedicte Knuth-Winterfeldt, født Bartholdy-Møller (født 1917, gift 1. gang 1936 med kunstmaler, greve Preben Georg Julius K.-W., født 1906; ægteskabet opløst)) og Edrie Helene Kirstine Riis (1889–1951).

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig