Poul Due Jensen, 19.5.1912-17.11.1977, fabrikant. Født i Sahl, død i Århus, begravet i Bjerringbro. D.J. tilbragte sin tidligste barndom på fattiggården i Sahl hvor hans far var bestyrer. Efter moderens død flyttede faderen til en landejendom med henblik på at sønnen senere kunne overtage denne. D.J. interesserede sig dog mere for håndværk end for landbrug og blev efter sine syv års skolegang maskinlærling på Bjerringbro Maskinfabrik. Han blev arbejdsløs et halvt års tid efter at læretiden var afsluttet i begyndelsen af 1930erne og videreførte derefter sin uddannelse, først med et ophold på Håndværkerhøjskolen i Haslev, og senere begyndte han på ingeniørstudiet på Odense maskinteknikum som han dog af økonomiske grunde ikke fuldførte. I stedet blev han igen ansat på Bjerringbro Maskinfabrik hvor han arbejdede som værkfører og konstruktør, indtil han 1944 begyndte selvstændig virksomhed. Han etablerede Bjerringbro Pressestøberi og Maskinfabrik med henblik på at igangsætte en støberiproduktion. Denne kom dog af finansielle grunde ikke rigtig i gang, og i et års tid udførte han en række installationsarbejder (varme- og vandværksanlæg) indtil han i foråret 1945 begyndte en seriefremstilling af vandværkspumper. Produktionen slog godt an. Udover de gængse stempelpumper udvikledes snart særlige dybvandspumper og – fra begyndelsen af 1950erne – en række typer af cirkulationspumper, og specielt produktionen af disse blev en sådan succes at virksomheden snart blev landets største i sin branche og senere udviklede sig til en af verdens førende på området. I begyndelsen af 1950erne var der ved fabrikken (fra 1953 Bjerringbro Pumpefabrik) ansat et halvt hundrede medarbejdere, men især fra slutningen af 1950erne begyndte en voldsom ekspansion, især som følge af et stærkt stigende eksportsalg. Det førte bl.a. til, at virksomheden 1957 blev omdannet til et aktieselskab (fra 1967 med navnet Grundfos A/S), og at D.J. fra 1960 etablerede en række datterselskaber i udlandet, først i Vesttyskland og senere i England (1964), Holland (1970), Østrig (1971), Frankrig (1972) og USA (1974). D.J. var indtil 1971 som administrerende direktør en meget aktiv leder af den store virksomhed i Bjerringbro hvor den snart blev den altdominerende faktor i den lille stationsbys udvikling. Efter nogle kontroverser med de danske myndigheder bosatte han sig i 1971 i Vesttyskland ved filialfabrikken i Holsten men fortsatte herfra som aktiv bestyrelsesformand at forestå den efterhånden verdensomspændende koncerns udviklingsprojekter og overordnede ledelse. Hovedparten af sine aktier i virksomheden overdrog D.J. 1975 til Poul Due Jensen's Fond der hermed blev virksomhedens hovedaktionær. Ved hans død omfattede koncernen omkring 3000 medarbejdere med datterselskaber i ni lande.

D.J. var som virksomhedsleder i besiddelse af en kolossal energi og et betydeligt vidsyn. Han tog desuden i mange år del i det kommunalpolitiske arbejde i Bjerringbro, bl.a. som medlem af sognerådet 1954-62. I den offentlige debat markerede han sig som fortaler for et nærmere samarbejde mellem erhvervslivet og de offentlige myndigheder som han dog ofte kritiserede for manglende fremsynethed. Han sad i bestyrelsen for Bjerringbro Elværk 1953-75 og Bjerringbro Savværk, var fra 1968 medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber, ligesom han havde flere tillidsposter inden for forskellige brancheorganisationer. For sin igangsættervirksomhed og nyskabende produktudvikling modtog han flere priser og hædersbevisninger.

Familie

Forældre: landmand Niels J. (1862-1929) og Sørine Nielsen (1862-1919). Gift 27.11.1938 i Bjerringbro med Inger Johanne Bach, født 24.11.1915 i Bjerringbro, d. af direktør Martin B. (1881-1962) og Anna Hansen (født 1886).

Bibliografi

U. Ellemann-Jensen: De nye millionærer, 1971 20-37. Vandposten, udg. Special issue 1977 Grundfos A/S. Sv. Gaarn-Larsen i Århus Stiftstid. 6.11.1977. Borsen 21.11.1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig