Rasmus Effersøe

Rasmus Effersøe, Rasmus Christoffer Effersøe, 30.5.1857-23.3.1916, landbrugskonsulent, redaktør, forfatter. Født i Tvøroyri, død i Torshavn, begravet sst. E. gik i Torshavn realskole 1867-72, lærte derefter landvæsen i Jylland og senere fårebrug i Skotland, kom 1877 på landbohøjskolen i Kbh. hvorfra han tog eksamen som landbrugskandidat 1879. Kort efter blev han antaget som bestyrer af en svensk herregård og indlagde sig stor fortjeneste ved at bringe dens drift under velordnede forhold. På Det kgl. danske landhusholdningsselskabs opfordring udarbejdede han Landbruget og Husdyrbruget paa Færøerne samt Midlerne til Husdyrbrugets Fremme, som 1886 blev udgivet af justitsministeriet. 1885 stiftede han Føroya bunadarfelag hvis formål var at forbedre kvægracen. Han var landbrugskonsulent 1889-95 og 1896-1915; sidstnævnte år tog han sin afsked, men vedblev at fungere i embedet til sin død. Han var redaktør af tre færøske blade, Dimmalætting 1886-89, 1902-05 og tre måneder af 1908; dernæst af det første udelukkende på færøsk skrevne blad Føringatioindi fra dets start 1890 til 1895 og 1896-1901, samt af afholdsbladet Dugvan 1899-1900 og 1910-15. Hans digtning udkom 1917 og 1918 i to bind, R. C. Effersøe, Minnisiitgåva ved Josephine og Edward Mortensen, dels indeholdende skuespillene Magnus, Best man vera sum er, Gunnar Havreki og Hjå dalabondum (overs, af Hostrups En nat mellem Fjeldene), dels lyriske og andre digte, hvoraf særlig må fremhæves Bioman bar blødini mjøllhvit kring solgula eyga og havfruens sang i Magnus: Fløtur fridar og dalar. – E. var blandt de første, der rejste den torshavnske havnesag og vedblev at være dens varme forkæmper. Han var medlem af bestyrelsen for Færø amts bibliotek 1906-16.

Familie

Forældre: sysselmand, senere kancelliråd Gudmund Christie Laurentius Isholm E. (1828-1916) og Cathrine Elisabeth Helene Müller (1825-1903). Ugift. -Bror til Oliver E.

Ikonografi

Portræt (over scenen i Sjonleikarhusiå, Torshavn). Buste af Anne Marie Carl Nielsen, 1933 (ved lagtingshuset sst.).

Bibliografi

Chr. Matras: Føroysk bokmentasøga, 1935. Marie R. Mikkelsen i Jól uttanlendis, 1944 6-11. Edw. Mitens i R.E.: Minnisiitgåva, 1857-1957, Torshavn 1957. Hans Bekker-Nielsen i Sv. Grundtvig: Dansken på Færøerne, nyudg. 1978.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig