Rasmus Hansen Attrup, d. .formodentlig i slutningen af 1745, guvernør i Tranquebar. Død i Tranquebar, begravet sst. I det første årti af 1700-tallet fungerede A. som embedsmand for Ostindisk Kompagni i Tranquebar; 1704 nævnes han således som fiskal. I begyndelsen af den periode hvor A. var koloniembedsmand påbegyndtes den evangelisk-lutherske mission i Indien med udsendelsen af de to missionærer B. Ziegenbalg og H. Plütschau. Da disse ved ankomsten til Tranquebar 1706 blev meget afvisende modtaget af kompagniets repræsentanter forbarmede A. sig over dem og skaffede dem husly hos sine svigerforældre. Han fordanskede senere et brev fra de danske missionærer til hedningerne på Coromandelkysten; brevet blev trykt i Tranquebar 1719. I 1711 udnævntes A. til chef for logen Danmarksnagore i Bengalen der ifølge A.s udsagn på dette tidspunkt manglede både forråd og kredit. A. frygtede at den bengalske provinsregering snart ville fordrive danskerne; 1714 fandt han efter flere angreb stillingen så uholdbar at han besluttede at flygte; til denne flugt lykkedes det ham at erobre et bengalsk skib, og med dette nåede han Tranquebar; forinden udstedte han dog en formel krigserklæring til stormogulen. Efter tilbagekomsten til Tranquebar blev A. suspenderet fra tjenesten; han blev dog et par år efter taget til nåde igen og blev derpå medlem af guvernementet. 1726 blev A. interimsguvernør da Ulrik von Nissen fik lov at rejse hjem. Under de vanskelige forhold i kolonien lykkedes det A. at holde tingene gående de næste år indtil han kunne afløses af den nyudnævnte kommandant på Dansborg, D. Mühlenport; A. fortsatte imidlertid som vicekommandant. A. hører ikke til de mest fremtrædende af de dansk-ostindiske koloniembedsmænd, og han havde det uheld at hans embedsperiode faldt i en tid der var præget af tilbagegang og opløsning. Men gennem mange års tjeneste i kolonierne bidrog han til at opretholde det danske kolonistyre. 1736 købte A. kompagniets sygehus i Tranquebar.

Familie

Alhede Schiøtt, død 11.1.1743 i Tranquebar, vistnok d. af ekvipagemester Hendrich S. (død før 1723).

Bibliografi

Gunnar Olsen i Vore gamle tropekolonier V, 1967. Kamma Struwe sst. VI. – Kay Larsen: Dansk-ostindisk personalia og data, manus. på Rigsark. og Kgl. bibl., 1912.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig