Rigmor Stampe

Rigmor Stampe, Rigmor Stampe Bendix, 7.12.1850-9.3.1923, baronesse. Født på Christinelund ved Præstø, død på Frbg., urne på Ass. kgd. S.s far overtog 1876 Nysø, og her boede hun 1877–79. På det nærliggende Christinelund havde hun og hendes to søstre i flere år arbejdet for at bringe social folkelig oplysning ud blandt landbefolkningen. På Nysø byggede lensbaron Stampe en foredragssal til brug for sine døtre. Af deres personlige sparepenge oprettede de et lånebibliotek. S. levede i sin ungdom i kredse der fik indflydelse på dansk åndsliv. Ved sit giftermål og sin flytning til Kbh. blev hun knyttet til kunstner- og musikkredse. Sin udprægede virksomhedstrang udadtil omsatte hun fra nu af i visse former for børneforsorg. Hun oprettede 1891 Kbh.s legepladsforening og var dens formand til 1921. Ligeledes stiftede hun og ledede udvalget for danske skolebørns fællesleg, senere grundlagde hun Børnenes billedindsamling. Hun udgav tre kunst- og litteraturhistoriske bøger: Carlo Dalgas. 1901 med gengivelser af malerier og tegninger, Erindringer om Thorvaldsen. 1912 med Christine Stampes efterladte optegnelser og H. C. Andersen og hans nærmeste Omgang, 1918. S.s stærke slægtsfølelse og troskab mod fortiden præger hendes forfatterskab. Hun er en klog fortæller og giver i de tre nævnte bøger værdifulde bidrag til belysning af tid og personer som det har været hende magtpåliggende at skildre. I H. C. Andersenbogen redegør hun for digterens nære forhold til familien Collin.

Familie

Forældre: lensbaron Henrik S. (1821–92) og Jonna Drewsen (1827–78). Gift 18.7.1879 i Kbh. (b.v.) med komponist, senere professor Victor Bendix, født 17.5.1851 i Kbh. (Mos.), død 5.1.1926 på Frbg:, s. af grosserer Emanuel B. (1814–76) og Ida Caroline Magnus (1818–89). Ægteskabet opløst. – Søster til Astrid S. (Feddersen).

Ikonografi

Mal. af H.Vedel. Foto.

Bibliografi

Chr. Houmark i B.T. 12.3.1923. Karin Michaelis i Dagens nyheder 21.3. s.å. Tidens kvinder 22.3. og 29.3. s.å. Sophus Michaelis i III. tid. 25.3. s.å.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig