Rudolph Schmidt (forfatter)

Rudolph Schmidt, Peter Carl Rudolph Schmidt, 25.7.1836-5.4.1899, forfatter. Født i Kbh. (Fødsst.), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). Under små kår voksede S. op i barndomshjemmet i Klareboderne. Efter konfirmationen kom han i boghandlerlære (1851) hos F. H. Eibe hos hvem han efterhånden som medhjælper fik en betroet stilling indtil Eibe sagde ham op 1858. På egen hånd fortsatte han med ihærdighed sine studier, især i moderne sprog og litteratur. Af samtidens danske forfattere gjorde M. A. Goldschmidt stærkest indtryk på ham (se M. Goldschmidt. Erindringer og Bidrag til en Karakteristik i Nytaarsgave udgivet af Foreningen Fremtiden, Ny rk., VII, 1888). Han læste "Nord og Syd" efterhånden som hæfterne kom til boghandelen, og i alle stridsspørgsmål følte han sig som Goldschmidts "allierede". 1853 forfattede han en lille komedie Natten før Slaget ved Torgau. Den blev indsendt til Det kgl. teater og straks antaget af J. L. Heiberg, men først i sept. 1855 kom den til opførelse under den ændrede titel Frits i sin Lejr. Efter et par opførelser henlagdes den. Hos Eibe fik han udgivet nogle oversættelser (bl.a. Prosper Merimées Colomba) og denne udsendte også hans første digtsamling Et Ungdomsliv, 1858. S. søgte 1858 ikke nogen ny plads, men begyndte for sine opsparede penge at læse til studentereksamen som han tog 1861. Efter studentereksamen foretrak han en fri litterattilværelse. I to år dyrkede han alene filosofien, grebet af Rasmus Nielsen hvis tro våbendrager han forblev resten af sit liv. En ny digtsamling Digtninger, 1863, tilegnede han Rasmus Nielsen. I det følgende tiår (1864–74) var han især virksom som kritiker og essayist. I tidens debat om livsanskuelsen deltog han på Rasmus Nielsens side med en række afhandlinger: Om Tro og Viden som absolut uensartede Principper, Om Selvmodsigelsen i Prof. Rasmus Nielsens Lære, der var rettet mod Georg Brandes, og Er Hr. Lie. Henrik Scharling en alvorlig Mand?, alle fra 1866. Med R. Nielsens Filosofi og Den Grundtvigske Anskuelse?, 1867, hans interessanteste indlæg, forsøgte han at bygge bro mellem grundtvigianismen og Rasmus Nielsen. I fortsættelse af denne filosofiske kampagne ligger tidsskriftet For Idé og Virkelighed fra april 1869 indtil okt.1873 som han udgav sammen med Rasmus Nielsen og Bjørnstjerne Bjørnson der erstattede Clemens Petersen efter dennes pludselige bortrejse. S. var den egentlig drivende kraft, tidsskriftet må derfor i egentligste forstand betegnes som hans værk. Ligesom "Revue des deux Mondes" der nævnes som forbillede skulle tidsskriftet indeholde belærende afhandlinger fra "Virkelighedens store Hovedreligioner, Naturens og Historiens og Samfundets", vekslende med æstetiske sager. Selv bidrog S. i stigende grad til tidsskriftet med store litterære afhandlinger og en række "Tidsbetragtninger". Afhandlinger om Alfred Tennyson, Gustave Flauberts "Madame Bovary", og om Walt Whitman som han indførte i Danmark, og af hvem han 1874 oversatte Demokratiske Fremblik, vidner om hans vågne europæiske orientering der gør hans kritiske artikler til et værdifuldt supplement til Brandes'. Af de danske afhandlinger kan fremhæves den vægtige Grundtvig og den tydske Orthodoxi og Om Aladdin Typen, hans bedste forsøg på en filosofisk, åndshistorisk litteraturfortolkning. Hans "Tidsbetragtninger" følger den tysk-franske krig i dens udvikling og afslutning og former sig i det væsentlige som et opgør mellem dansk og tysk. Med alle sine dybeste forudsætninger var han bundet til Johann Wolfgang Goethes, Friedrich Schillers, Johann Gottlieb Fichtes, idealismens Tyskland.

I det nye Tysklands militære sejre over Danmark og Frankrig og i dets politiske samling ser han et resultat af "Selvkærlighed" og "brutal Underkjendelse af enhver Hindring, selv om denne Hindring var en Ret", et dybt fald fra virkeliggørelsen af Fichtes nationale idé om "en Optugtelse af det tydske Folk under Frihedens Brug til national Enhed". I den "paa Frændskabsfølelse begrundede Samfærd" som han håber at fremtiden vil genoprette ser han Nordens verdenshistoriske mission deri at det "under Adskillelsen har bevaret den germanske Aands egentlige Sandhedskjerne" og således kan vise vej til opbyggelsen af en germansk-folkelig nationalkultur. Grundtvig, Rasmus Nielsen og Whitman er for ham grundpillerne i denne moderne demokratiske kultur der skal bringe Fichtes nationale idé til virkeliggørelse. Efter ophøret af tidsskriftet rejste han kort efter nytår 1874 til Tyskland. Hjemkommen til Danmark vendte han efter sit filosofisk-publicistiske felttog tilbage til digtningen. Han udsendte et bind Ældre og nyere Digte, 1874, hvori bl.a. Hjerteblod og Smeden i Ruhla og et lille hæfte med Fem Tidsdigte, 1875. Skuespildigtningen fortsatte han med idédramaet Den forvandlede Konge, 1876, der på Det kgl. teater blev spillet med held. Men lykken der en kort tid havde tilsmilet ham vendte sig brat med hans næste skuespil En Opvækkelse, 1877, der på Det kgl. teater blev en fiasko. Selv så han heri kun et udslag af forfølgelse mod ham. – I håbløs kamp mod svigtende interesse hos publikum og kritik opretholdt han gennem 80erne en mangesidig kritisk og digterisk produktion. Kritikken omfatter: Sex Foredrag, 1878, heri afhandlingen om Aladdin, Om det intuitive Geni med særligt Henblik paa N. F. S. Grundtvig, 1879, Buster og Masker, 1882, Ad egne Veje, 1884 hvori en ensidig polemisk anmeldelse af første bind af Brandes' "Hovedstrømninger" der 1872 havde været trykt i "Fædrelandet", og Fra Liv og Literatur, 1887. Som digter opdyrkede S. i denne periode et helt nyt område, novellen. De første prøver blev til på en rejse til Paris og Tyskland som han 1880 foretog på det Ancker'ske legat, og allerede n.å. var et bind færdigt: Haandtegninger, 1881 der fulgtes af flere samlinger med fællestitlen Haandtegninger. Efter en samling Fortællinger paa Vers, 1886 nåede han som lyriker sit højdepunkt med sin sidste digtsamling Tanker og Toner, 1892. Heri findes mindedigtet om Rasmus Nielsen og digte som En Glorie, Regnefejl, Ugleæg i Vinen og Kulier, det mest storladne udtryk for S.s isolation i tiden, følelsen af at være "en fremmed i et fremmed Land". Det ideale tankeindhold giver S.s digtning en egen fast holdning der aftvinger respekt; men den mangler anskuelighed, fører en dødvægt af guldalderpoesiens slidte ord med sig. Som kritiker og kulturforkynder gjorde S. sin hovedindsats med "For Idé og Virkelighed". Hans større bidrag hertil udgør de betydeligste afhandlinger i hans essaysamlinger fra 80erne. Han formåede ikke imod Brandes at hævde en stilling som oppositionens førende aktuelle kritiker. I den "Formæling" af idé og virkelighed der var hans program kom hovedvægten til at ligge på ideerne, en svunden tids arvegods som det ikke lykkedes ham at bringe i levende kontakt med tidens behov og den reale politiske og nationale situation eller at optage organisk i sin personlighed der var splittet mellem mindreværdsfølelser og en højt opdreven kraft- og personlighedsdyrkelse.