Søren Svarre

Søren Svarre, Søren Peter Svarre Sørensen Svarre, 26.9.1851-13.12.1920, redaktør. Født i Slagelse, død i Køge, urne sst. S. tilhørte en gammel håndværkerslægt i Slagelse og kom selv i typograflære i Ringsted 1867. Fem år senere vendte han tilbage til Slagelse som ansat i Sorø Amtstidendes trykkeri. Redaktør J. H. G. Tauber opdagede hurtigt at S. havde særlig gode evner og flere interesser end de fleste andre un;;e; han tog sig af ham og sørgede for at han fik undervisning i sprog. S. var en flittig elev og begyndte snart at oversætte føljetoner, først til Sorø Amtstidende og derefter lejlighedsvis også til indre blade. 1875–76 var han elev på Gotfred Rodes udvidede højskole på Skovgård, og da han kom tilbage blev han i stigende grad anvendt som referent til bladet. Da der i sommeren 1876 dannedes et aktieselskab til udgivelsen af et venstreblad i Køge blev S. valgt til redaktør af bladet, Østsjællands Folkeblad. Forholdene var små og det var nødvendigt at redaktøren også forestod trykkeriets ledelse, besørgede ombrydningen m.m. S. havde en god medhjælp i sin hustru som passede bogholderiet; hun betød overordentlig meget for S.s arbejde som en af banebryderne for en venstrepresse i Danmark. S. stod i nært samarbejde med Viggo Hørup der fra 1876 var folketingsmand for Køgekredsen. Sammen købte de 1879 bladet, og 1895 overtog S. det som eneejer. 1911 overlod han redaktionen til sin søn Erik Svarre. S. vandt sig fra begyndelsen et betydeligt navn som bladleder, som journalist og som opdrager af nye kuld af unge, og Østsjællands Folkeblad blev et højt anset lærested. Han var en selvstændig personlighed, men blev heller aldrig færdig med sig selv, han var usædvanlig åndslivlig, interesseret i alle menneskelige forhold, hans form var afdæmpet, og han ejede i høj grad samlende egenskaber. Han var hjemme i verdenslitteraturen; særlig Goethe ofrede han et omfattende studium. I sine senere år beskæftigede han sig meget med religiøs læsning og tænkning. Han følte sin gerning som et kald og udførte den med den største kærlighed og dybeste respekt der prægede hans opfattelse af redaktørens og journalistens gerning. Hans blad var et mønster i retning af alsidigt og oplysende indhold. Som han selv var sirlig og pillen, således var også hans blad udpræget stilfuldt og soigneret. Allerede flere år før sin død formede han sin egen nekrolog. To gange senere skrev han den om, og hver gang blev den kortere. Til sidst efterlod han sig kun nogle få linjer, formet som et udkast hvis der "overhovedet skulde skrives noget efter hans Død". Da C. Th. Zahle 1913 dannede "grundlovsministeriet" tilbød han S. sæde i det som trafikminister eller minister uden portefølje, men S. undslog sig. S. sluttede sig til reformpartiet indtil det radikale venstre dannedes 1905. Siden tilhørte han ikke noget af partierne, men indtog for sig og sit blad et standpunkt imellem dem, dog nærmest med hældning til de radikale. S. var 1887 medstifter af og første formand for Foreningen af venstreblade i Danmark, en tid formand for Køgekredsens venstrevælgerforening og 1902–05 for Venstres redaktørklub, medstifter af Køge folkebibliotek, medstifter og medbestyrer af Køge museum og æresmedlem af Tureby-Køge og omegns landboforening.