S.P. Cortsen, Søren Peter Cortsen, 1.5.1878-1.1.1943, filolog. Født i Ålborg, død i Helsingør, urne sst. C. blev student 1895 fra Ålborg, fik 1900 accessit for besvarelse af universitetets prisopgave i klassisk filologi og tog 1901 skoleembedseksamen med græsk som hovedfag. Han virkede derefter som lærer og vikar dels ved københavnske skoler, dels ved Odense statsskole 1902 og ved Ribe katedralskole 1906-07 og var medejer af Kursus Lykeion. Fra 1908 var han knyttet som lærer til Helsingør kommunale højere almenskole, fra 1916 som adjunkt, fra 1919 som lektor. C. var en anset pædagog og har skrevet meget benyttede gymnasielærebøger i latin. Han var en ivrig og dygtig sprogiagttager, ikke mindst inden for moderne dansk.

Men hans egentlige forskningsområde var etruskisk som han tidligt koncentrerede sig om og hvor han blev en autoritet med verdensry. Denne interesse førte ham på en studierejse til Tyskland og Italien 1922-23. Hans hovedværker er Lyd og Skrift i Etruskisk hvori han behandler sprogets konsonantisme, og for hvilket han erhvervede doktorgraden 1908, og Die etruskischen Standes- und Beamtentitel, durch die Inschriften beleuchtet, 1925 (i Vidensk. Selsk.s Medd.) Men desuden havde han en omfattende produktion inden for etruskologien i form af anmeldelser og kortere afhandlinger, især i tidsskriftet Glotta, i hvilket han også redigerede nogle af de årlige litteraturberetninger vedrørende etruskisk. C. hævdede med styrke den interne interpretations metode, kravet om at udforske indskrifterne indefra uden på forhånd at ty til sammenligninger med andre sprog, og han vendte sig temperamentsfuldt og ofte hvast polemisk mod de mange dilettantiske og fantasifulde hypoteser andre havde opstillet vedrørende dette gådefulde indskriftmateriale. Som elev af Vilh. Thomsen havde han lært at skelne mellem viden og løse hypoteser, og han bragte herved et usikkert område ind på et sikkert grundlag.

Familie

Forældre: stabssergent Søren Marinus C. (1846-1915) og Thekla Nielsine Gjelstrup (1854-1925). Gift 20.4.1918 med overtelefonistinde Anna Marie Jensine Jensen, født 13.7.1882 i Kbh. (Matth.), død 19.3.1938 i Helsingør, d. af arbejdsmand Lorents J. (1851-1912) og Ane Petersen (1849-1908).

Bibliografi

Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ. okt. 1908 54. -Studenterne fra 1895, 1921 3.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig