Samuel Simon Weise

Samuel Simon Weise, 18.10.1699-efter 1761, musiker, komponist. Faderen der i sin ungdom antagelig var kommet til Kbh. fra Zurich fik 1689 borgerskab som knapmager. Om W. foreligger der ingen oplysninger før 1728 hvor han i en fortegnelse over Kbh.s indbyggere efter branden opføres som musiklærer tillige med hustru og en tjenestepige. En mulig familiemæssig tilknytning til Christian Weis, der døde 1715 som kantor ved Kastelskirken hvor W. senere blev organist kan ikke dokumenteres. I de følgende år træffes W. som musiker, lakerer, tegnelærer og musikhandler foruden som Carl Thielos efterfølger som organist ved Kastelskirken 1744-57. Ved en datters giftermål sidstnævnte år knyttedes forbindelsen til den driftige handelsfamilie Bargum, og i skattemandtallet for Kbh. 1762 har vi den sidste underretning om W.: her opføres han sammen med hustruen som boende hos svigersønnen Herman Chr. Bargum. – W.s navn er i dag udelukkende knyttet til den samling med 12 verdslige sange til generalbasakkompagnement han udgav ved årsskiftet 1753-54 med titlen Det Danske Syngende Nymphe-Chor. Her anvendes endnu betegnelsen "Chor" som Søren Terkelsen og Thomas Kingo havde anvendt den i deres samlinger i betydningen "sangsamling", men "Nymfekoret" erindrer tillige både i titel og udstyr om de overmåde populære tyske visesamlinger af Leipzig-juristen Sperontes (ɔ: Johann Sigismund Scholze) der var begyndt at udkomme 1736 under navnet Singende Muse an der Pieisse. W.s sanghæfte er den første trykte samling med verdslige sange til danske tekster af en navngiven komponist. Det er et sidestykke til C. Thielos samtidigt udgivne teatersange fra den danske skueplads og er et af de første forsøg herhjemme på at udbrede og højne smagen for sangen ved klaveret (eller harpen) gennem nykompositioner til populær verdslig viselyrik. W.s tekster er alle anonyme, en enkelt kan henføres til Ambrosius Stub, men de fleste kendes. tillige fra adskillige samtidige visehåndskrifter og skillingsvisetryk. I W.s kompositioner til disse letbenede tekster fornemmes et ønske om at realisere en ny, mere tekstnær og mere sangæstetisk begrundet forbindelse mellem digt og musik end det hidtil havde været sædvane i tidens overvejende instrumentalt prægede visesang; W. indvarsler således den folkelige kunstsang der fik sit gennembrud i Danmark i slutningen af århundredet, ikke mindst med J. A. P. Schulz' sange.