Siegfried Salomon, Naphtali (Neftalie) Siegfried Salomon, 3.8.1885-29.10.1962, komponist. Født i Kbh. (Mos.), død sst., begravet på Frbg. kgd. S. gennemgik 1899–1902 konservatoriet hvor han blev uddannet af O. Malling i teori, J. D. Bondesen i klaver og A. Rüdinger i violoncel. Senere søgte han uddannelse hos professor Julius Klengel i Leipzig. Han ansattes 1903 som solovioloncellist i Tivolis koncertsal og 1907 i Det kgl. kapel hvor han 1924 udnævntes til 2. solovioloncellist og virkede til sin afgang 1956. 1918 modtog han det Anckerske legat på hvilket han s.å. rejste til Frankrig og Tyskland. S. nød i udstrakt grad sine kollegers tillid og var fra 1937 formand for Det kgl. kapels forening og private pensionskasse. Endvidere var han medlem af optagelseskomiteen for Kbh.s orkesterforening og i flere perioder formand for Privat kammermusikforening. 1916 og 1922 gav han selvstændige orkesterkoncerter i Kbh. med Det kgl. kapel og fremførte bl.a. egne værker. Som komponist er han trådt frem med to symfonier og to suiter for orkester (Italia og Palæstina), adskillig kammermusik m.m. Til Det kgl. teater har han skrevet musik til L. C. Nielsens skuespil Cain, 1920, til Dagmarteatret musik til J. L. Heibergs En Sjæl efter Døden, 1921. Hans mest kendte arbejde er operaen Leonora Christina (Det kgl. teater 1926, til tekst af Aage Barfoed) som takket være Tenna Krafts geniale udformning af titelrollen og musikkens i øvrigt populære tilsnit fik en betydelig succes og indtil udgangen af sæsonen 1940–41 opnåede 80 opførelser. To andre operaer Duen og slangen, 1925 og Dronning Dagmar, 1928 er forblevet uopførte. – S. blev lejlighedsvis benyttet af Det kgl. teater som dirigent; således ledede han i de senere år altid selv opførelsen af Leonora Christina.

Familie

Forældre: violinist Hartvig Abraham S. (1851–1932, gift 2. gang 1905 med Laurentine Kirstine Hansen, 1876–1959) og Thora Polack (1856–86). Gift 28.4.1911 i Kbh. (b.v.) med Dagmar Møller, født 19.11.1888 i Kbh. (Pauls), død 1.8.1981 i Kbh., d. af slagtermester Ferdinand August M. (1853–1931) og Theresia Olivia Pouline Halvorsen (1860–1910).

Udnævnelser

R. 1932. R1. 1954.

Ikonografi

Tegn. af H. Isenstein (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Godtfred Skjerne i III. tid. 23.1.1916. Hugo Seligmann i Nordens musik I, 1919–20 41 f. Dansk musiker tid., 1926 140 og 1947 25f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig