Sigurd Jensen, 4.1.1912-2.10.1981, stadsarkivar. Født i Vitved ved Århus, død i Kbh., urne på Bispebjerg kgd. J. blev student 1931 (Århus) og cand. mag. i historie og dansk 1937 fra Århus univ. 1935 fik han Københavns univ.s guldmedalje for en afhandling om dansk landbrugshistorie i 1700-tallet. 1937–39 var han beskæftiget ved undervisning, blev 1939 arkivar ved Rigsarkivet og 1956 stadsarkivar i København. Tog sin afsked 1979. – J.s historiske forfatterskab har koncentreret sig om nyere dansk historie, særlig økonomiske emner. 1950 erhvervede han doktorgraden med Fra Patriarkalisme til Pengeøkonomi der skildrer overgangen til selveje under og efter landboreformerne. N.å. udsendtes Kreditforeningen af jydske Landejendomsbesiddere 1851–1951, mens J.s indsats efter udnævnelsen til stadsarkivar især blev koncentreret om hovedstadens historie. Fra 1956 har han redigeret Historiske meddelelser om København, og heri har han offentliggjort en lang række bidrag. J. redigerede og var hovedforfatter til Københavns hospitalsvæsen 1863–1963, 1963, og i tilknytning til Udgiverselskabet for Danmarks nyeste historie har han forfattet Levevilkår under besættelsen. Træk af den økonomiske og sociale udvikling i Danmark under den tyske besættelse 1940–45, 1971.

Familie

Forældre: gårdejer Marius J. (1874–1921) og Jensine Jensen (født 1885). Gift 8.10.1938 i Århus (Johannesk.) med bibliotekar Inger Bjerrum Behrens, født 4.7.1914 i Helsingør, d. af bankdirektør Axel Bjerrum B. (1879–1914) og Anna Erikka Kjærtinge (1884–1976).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi stskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1950 288f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig