Sigvald Kristensen

Sigvald Kristensen, Sigvald Alexander Kristensen, 13.5.1908-21.11.1982, ambassadør. Født i Kbh. (Helligk.), død i Kbh. (Frue), begravet i Fårevejle. Efter realeksamen var K. en kort tid bydreng på Social-Demokraten, men tog på højskole og blev journalistelev og journalist ved forskellige socialdemokratiske provinsblade (Sydsjælland, Bornholm, Sønderjylland) fra 1927–34, indtil han 1935 blev politireporter ved Social-Demokraten i Kbh. hvor han virkede en halv snes år. Den tyske besættelse kom imidlertid gradvis til at give hans liv en ny retning. Som politireporter virkede han samtidig i modstandsbevægelsens underjordiske presse og knyttedes til det illegale Information, indtil han i november 1944 måtte flygte til Sverige. Her var han under besættelsens sidste del kontaktmand mellem det svenske og det danske socialdemokratis ledere, en opgave af politisk-diplomatisk karakter der ifølge sagens natur var uofficiel, men ikke derfor mindre betydningsfuld.

Da befrielsesregeringens udenrigsminister John Christmas Møller 1945 reorganiserede og udvidede gesandtskabernes informationsmæssige og kulturelle repræsentationer, blev K. presseattaché i Oslo. Han nød her godt af den tids umådelige norske goodwill overfor Danmark, men forvaltede den ved dygtig personlig indsats til udbygning af de kulturelle forbindelser. Hans nære venskab med de socialdemokratiske regeringers ledende mænd i både Danmark, Norge og Sverige medfarte også at K. i det nordiske samarbejde, især under de ganske vist forgæves forhandlinger om et nordisk forsvarsforbund, kom til at spille en større rolle end den der lå i hans diplomatiske charge. 1950 blev han kaldt tilbage til Danmark som chef for udenrigsministeriets pressebureau som han forestod i et tiår hvor denne afdeling fik muligheder for en ekspansiv udvikling. 1960 blev K. gesandt i Wien, her siden med rang af ambassadør, og 1965 ambassadør i Israel, igen en post hvor Danmarks goodwill på baggrund af befolkningens solidaritet med de jødiske medborgere under flugten i efteråret 1943 kom ham til gode, og hvor han igen engang forstod at formidle den på effektiv måde. Efter 1973 påny at være blevet chef for udenrigsministeriets presse- og kulturafdeling sluttede K. sin diplomatiske karriere som generalkonsul i Hamborg til 1978.

Indenfor den danske udenrigstjeneste der længe var forbeholdt først et privilegeret miljø, siden folk med en særlig uddannelse, var K.s karriere usædvanlig. Han var uden den traditionelle baggrund såvel i miljø som i uddannelse og blev i en vis forstand vor første folkelige ambassadør. Han bevarede folkeligheden, og hans farverige og festlige gemyt blev utvivlsomt hans største aktiv under et virke der foruden at gøre ham populær og afholdt, også gennem menneskelige kontakter blev fremmende for løsningen af de opgaver der blev stillet ham.